Den svenske Anden
Udgivet første gang: Information 9. maj 2020
Hvoraf kommer det, at man kan tage sig selv i at håbe på, at svenskerne kommer til at lide lidt mere?
Broderkærligheden mellem Danmark og Sverige har alle dage været en speget affære. Selvom krigene ligger mange år tilbage, findes der stadig masser af ambivalens i forholdet, og i visse dele af offentligheden er ”svenske tilstande” nærmest synonymt med ragnarok.
På det seneste har de uvenlige følelser mod svenskerne dog taget en interessant ny drejning, fordi Sverige har valgt en markant anderledes strategi i forhold til at bekæmpe spredningen af den nye coronavirus. Hvor Danmark har lukket ned og først nu langsomt er ved at lukke op igen, har man i Sverige taget situationen mere afslappet.
Denne forskel har uden tvivl gjort, at flere af os på denne side af sundet har næret et mere eller mindre bevidst ønske om, at de helst ikke skulle klare sig alt for godt på den anden side. Det ville næsten ikke være til at bære, hvis svenskerne bare kunne køre ubekymret videre. Når aviserne i dag skriver med store tal om nye svenske døde, reagerer mange danskere i kommentarsektioner og på sociale medier derfor med smiley-faces. Dette er tydeligvis ikke blot den sædvanlige broderkonflikt. Der er noget mere på spil.
Bekræftelse
Den slovenske sociolog Renata Salecl har i sin bog Valgets tyranni beskrevet, hvor lidt rationelt vores forhold til valg i virkeligheden er. Et af mange slående eksempler, hun trækker frem, er den mængde research mange af os foretager i forbindelse med tunge forbrugsvalg - som for eksempel at købe en bil. Det virker oplagt, at vi bruger meget tid på at studere biler, når vi står over for at skulle købe sådan en, men det interessante, som Salecl bemærker, er, at vi ikke stopper med at lave research om biler, efter vi har købt en. Vi fortsætter med at læse hjemmeside efter hjemmeside med anmeldelser af biler, både brugte og nye.
Salecls pointe er, at denne efter-købs-research handler om at forsikre os selv om, at den beslutning vi foretog, var den rigtige. Sagt med lacanianske begreber er det vores begær efter at blive validerede i den store Andens øjne, der kommer til udtryk her. Det vil sige, at man leder efter et tegn på, at en eller anden ydre autoritet skal meddele én, at man har valgt rigtigt. Det ville naturligvis være rasende ærgerligt, hvis den bil, man lige havde købt, kom på tilbud ugen efter. Men netop derfor har man behov for at researche tilbud på den. Og på samme måde med coronavirussen. Det går relativt godt, og vi har tilsyneladende afværget de værste scenarier – men hvis Sverige klarer sig uskadt gennem krisen, hvad har vores ofre så været værd?
Ingen Anden for den Anden
Det delikate ved at søge bekræftelse på ens valg er, at man som regel ikke helt vil kunne opnå den bekræftelse, som man er ude efter. Man får aldrig den totale vished for, at den Anden synes godt om ens valg, for selvom man skulle finde bekræftelse i én brochure, er der altid en mere, man kan læse. Selv hvis alt omkring én tyder på, at man har valgt rigtigt, kan man betvivle selve legitimiteten af den måde, hele situationen fremtræder på.
Måske er det hele en illusion, måske er man forblændet af ideologi, eller måske har man overset noget helt grundlæggende fra begyndelsen. Der findes ikke nogen Anden for den Anden, som Lacan også sagde det, dvs. selv hvor alt tyder på, at man gør det godt, kan der opstå tvivl: der er ikke nogen instans, der kan bekræfte den Andens bekræftelse. Derfor må man søge bekræftelsen igen. Visheden forskyder sig bestandigt.
Frederiksens sats
Nu kunne man tro, at umuligheden af at slippe ud af tvivlens domæne ville betyde den totale handlingslammelse. Men det er ikke altid tilfældet.
Hvis der ikke er nogen dommer, der kan bekræfte, at man gjorde ret, er der heller ikke nogen dommer, der kan bebrejde én at have taget fejl. Der findes vel næppe bedre eksempel på dét end Mette Frederiksens beslutning om at lukke Danmark ned tidligt i coronaforløbet. Det fine ved hendes beslutning var nemlig, at lige præcis fordi det var umuligt at sige, hvad der ville være det rigtige at gøre, og fordi, som hun også selv advarede om, hun kunne være sikker på, at hun ville begå en mængde fejl, så kunne hun nærmest også kun gøre det rigtige, så længe hun gjorde det viljesfast og uden at se sig tilbage.
Ingen ville efterfølgende kunne komme med en mængde undersøgelser fra en række hjemmesider og sige, at hun kunne have købt en bedre bil billigere. Eller det vil sige: Sådan ville det have været, hvis ikke lige det var for de satans svenskere, som måske, måske ikke klarer sig igennem coronakrisen uden at lukke ned, og uden at sundhedsvæsnet samtidig braste sammen.
Der er med andre ord kun én ting, der er værre end at gå rundt med usikkerheden om, hvorvidt man har valgt rigtigt: Hvis man en dag med fuldstændig klarhed kan se, at svenskerne har foretaget et bedre valg.