På med sølvpapirshatten
Udgivet første gang: Information 9. maj 2020
Udbruddet af coronavirus, der plager det meste af verden, betyder blandt andet, at forskere får mere taletid i det offentlige rum, end de plejer. Et interessant spørgsmål i den forbindelse, som for nylig blev taget op af professor MSO ved Aalborg Universitet, David Budtz, drejer sig om forholdet mellem videnskaben og borgerne.
Under overskriften, ”Stop dig selv. Du er ikke ekspert”, gav Budtz i Politiken en opsang til dem, der på de sociale medier, i kronikker og læserbreve mener, de skal blande sig i det, som vi har videnskaben til at regne på. Vi er ifølge Budtz ”afhængige af den ekspertise, vi har delegeret til forskere og myndigheder”. Vi kan ikke alle være eksperter, og derfor bør vi erstatte vores utidige debatlyst med tillid til systemet. Vi må, selvom det er hårdt, indrømme vores egne kognitive begrænsninger og respektere myndigheder, autoritet og ekspertise.
Budtz’ bjørnetjeneste
Hvad Budtz har fat i med sin kronik, er naturligvis, at det er videnskaben, der har det sidste ord i forhold til, hvordan man bekæmper coronavirus, uanset hvad man måtte finde på af husråd som at spise hvidløg eller pakke sig ind i sølvpapir. Men Budtz’ bjørnetjeneste til videnskaben består på en måde i at pakke den ind i sølvpapir. Hvad Budtz effektivt siger, er: Lad nu videnskaben være og spørg ikke for meget ind, det forstyrrer bare.
Problemet er bare, at videnskabelig praksis næsten udelukkende består i at arbejde med forstyrrelser og kritiske spørgsmål.
Budtz beklager, at ”Twitter, LinkedIn og Facebook strømmer over med holdninger til dødstal, teststrategier, epidemiologiske modeller, beredskabsplaner og økonomiske beregninger”, men kunne man ikke vende dette for Budtz beklagelige scenarie om i sin modsætning? Endelig har vi faktisk noget vigtigt at diskutere på de sociale medier. Og skønt der bestemt har været afstikkere, har der samtidig været mange gode debatter og diskussioner rundt omkring.
Folk har forsøgt sig med fortolkningen af epidemiologiske data og metodikker, de ellers aldrig ville have kastet sig ud i. Vi forsøger at blive klogere, og jo flere, der deltager i debatten, jo større mulighed er der vel for, at der dukker en uset løsning op?
Brostrøm som Holger Danske
En ting, der har faktisk har været hæmmende for den offentlige samtale, har netop været ophøjelsen af eksperten til en slags helt, man må stå last og brast med. Direktøren for Sundhedsstyrelsen, den tidligere speciallæge Søren Brostrøm, fik f.eks. sin egen fanside på Facebook, hvor han sammenlignes med diverse action-helte – fra Holger Danske til Star Wars. Desuden har der floreret et opslag, hvor Brostrøms titler og meritter oplistes på en lang liste, og hvor den barske opfordring lyder: ”Medmindre du er bedre kvalificeret end Søren, så er der ingen der er interesseret i din tolkning af nødvendige tiltag til coronavirus.”
Men videnskaben sidder ikke i eksperttitlen. Det ved Søren Brostrøm om nogen selv, og det heroiske hos ham er faktisk næsten omvendt, at han har været i stand til at indrømme de fejl, der er blevet begået undervejs.
Problemet med Budtz’ opfordring til tillid til ekspertsystemet er med andre ord, at forholdet til viden bliver til et spørgsmål om en slags edsaflæggelse overfor sundhedseksperter, økonomiske eksperter osv. Viden bliver selv til tro. Hermed forsvinder den kritiske debat og omtanke, der netop er grundlaget for viden.
Offentlig brug af fornuften
I den lille tekst ”Hvad er oplysning?” beskrev Immanuel Kant berømt det manglende mod til at betjene sig af sin egen fornuft med begrebet umyndighed. Umyndighed er netop direkte at stole på ekspertviden og det, der står i bøger og er præsenteret i færdige modeller og formler.
Det betyder ikke, at alle blot skal jazze derudad med hjemmestrikkede teorier.
Og det betyder bestemt ikke, at der ikke er fornuft i det, der står i bøgerne, eller at det ikke giver mening at underlægge sig samfundets ekspertsystemer. Vi må lytte og adlyde. Men vi bør samtidig ikke forhindres i at ræsonnere over de systemer og den viden, vi er underlagt og fremlægge vores synspunkter og argumenter foran ”læseverdenens hele publikum”, som Kant formulerer det.
Bestemte historiske stater og dens eksperter har ikke monopol på sandheden, og når vi gør ”offentlig brug af fornuften”, som Kant kalder det, holder vi sandhedens plads åben ved at finde sprækker i den herskende viden og argumentere for bedre løsninger og systemer.
I USA går sølvpapirshattene på gaden og kræver deres forfatningsmæssige ret til at bære våben og blive smittet af en dødbringende virus. I Danmark virker det faktisk mere som om, de sidder derhjemme og tegner og læser og regner på al den viden, de kan få fat i.
De første ved for lidt. De sidste ved for meget. Men netop denne exces er det, der driver videnskaben frem.