Vi har brug for en optimisme, der bygger på kunsten i at kunne vandre i mørket.

Måske er det på tide at smide Emmanuel Levinas og alle de andre ansigtsteoretikere på porten. På mange måder er masker simpelthen bare sjovere.

Den coronavirus, der hærger det meste af verden for tiden, er på mange måder ubehagelig. Men hvis den har ét positivt element ved sig, hænger det sammen med aflysningens logik.

Hvis Kim Larsen havde kunnet skrive en sang om tiden efter coronakrisen, ville den måske have heddet: ”Om lidt bliver her larm igen”.

Broderkærligheden mellem Danmark og Sverige har alle dage været en speget affære. Men hvoraf kommer det, at man kan tage sig selv i at håbe på, at svenskerne kommer til at lide lidt mere?

Hvis der er en generel, kulturel tendens i reaktionen på den globale spredning af virus, er det ikke en målrettet drift mod fællesskab, men snarere en udbredt morbid fascination af dødstal og breaking news om smittebærere – en slags ubevidst tiltrækning af fællesskabets undergang i en apokalypse, hvor etnopopulister og kosmopolitter deler samme, kranke skæbne.