Dronningen der troede, hun var dronning

Udgivet første gang: Information 18. april 2020

Vi har ikke fået kloden af vores forældre. Vi har lånt den af Dronningen.

Det gik lige så godt for Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid. Coronakrisen ramte landet, og hun fik alle tiders chance for at træde i karakter. Og gjorde det. I en slags bonus-nytårstale trådte hun frem som en sand moralsk leder og fortalte, hvad det hele handler om. Hvad der er op og ned så at sige. Op er at holde afstand. Ned er at holde rund fødselsdag. Det sidste kan man ikke være bekendt, fortalte Margrethe os. Og hun gjorde det med så megen klasse og veltalende stil, at selv den mest forbenede republikaner måtte lette på hatten.

Vel talt, Margrethe, sagde man rundt omkring i landet. 

Men så kom der et interview ud, som nogen var kommet til at lave, før hele coronaaffæren gik amok. Her handlede det ikke om coronakrisen, men derimod om klimaet. Dronningen fortalte, at hun ikke mente, der var grund til at gå i panik over klimaforandringerne, at klimaet op igennem historien altid har forandret sig, og at hun ikke var helt sikker på, at mennesket var den direkte årsag til klimaforandringerne.

Reaktionerne kom prompte. Hvor Margrethe, da hun udtalte sig om coronakrisen, kunne fremstå som en moralsk leder, fordi hendes udtalelser politisk set var helt igennem ukontroversielle, lignede hun en tonedøv politisk amatør, da hun gav den som klimabenægter.

Margrethe på bjerget
Jacques Lacan har beskrevet galskab på den måde, at en galning, ”der tror, han er en konge, ikke er mere gal, end en konge, der tror, han er konge.” Det kan naturligvis lyde som en mærkelig påstand. Men Lacans pointe er, at egenskaber som det at være baron eller kongelig i bund og grund er noget, der opretholdes af en mængde sociale og symbolske koder og forhold.

Selv den mægtigste konge kan kun blive ved med at være konge for så vidt, at hans undersåtter accepterer, at han er konge.

Der, hvor en konge, eller en dronning, måske i særlig grad risikerer at falde i en form for galskab, er netop der, hvor de bliver lidt for overbeviste om, at den magi, der omgiver kongemagten, ganske enkelt er noget, der udstråler fra dem selv. Som om selve ”det royale” sad fast i dem et eller andet sted på kroppen.

Når man begynder at blive overbevist om, at man selv er garant for det, som man kun kan have i kraft af sociale og symbolske koder, så er det netop, at galskaben lurer. 

Det gælder i reglen for vore dages konstitutionelle monarker, at de er ganske bevidste om den fare, der ligger i at identificere sig alt for meget med det at være royal. Margrethe har igennem årene været ganske dygtig til at undgå den. Men det virker unægteligt som om, hun lige netop i forhold til klimaet er blevet revet lidt mere med af sin egen ”dronningehed”. Så må detaljer som folkestyre og videnskab føje sig, for her kommer en dronning, som ikke er helt overbevist om, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

Fortidens dronning
Måske problemet grundlæggende ligger i dronningens forhold til tid. Som statsoverhoved med nedarvede privilegier lever hun i en vis forstand i fortiden. Den er selve begrundelsen for, at hun er dronning. Derudover har hun som majestæt altid haft det som sin opgave at forholde sig til nutiden: Vi danskere lever i dag i den og den situation, er travle, taler for hårdt til hinanden, ser for meget fjernsyn, skal passe på de gamle osv.

Opgaven for Margrethe har altid været at stå som bindeleddet mellem fortid og nutid. 

Men hvor kommer det ”royale” egentlig fra? Den magi, der sidder i dronningen, er måske ikke noget, vi umiddelbart kan se, men vi fornemmer, at den er vandret gennem tiderne, helt tilbage fra Gorm den Gamle. På den måde får vi gennem dronningen også et slags mytisk blik på os selv, med et klarsyn båret af fortidens vældige indsigter. Det er netop det, dronningen selv refererer til i sit portrætinterview: Hun interesserer sig for historie og forhistorie, som hun formulerede det, og ud fra det kan hun se, at klimaet altid har forandret sig. Hvis dén indsigt skal betyde andet og mere, end hvad enhver idiot allerede ved i forvejen, må den have netop det særlige strejf, som kun en kongelig kan give den. Som om det royale ”vi” har konstateret det ved selvsyn.

Dronningens viden om klimaet er med andre ord ikke bare en historisk interesse, men et semi-guddommeligt vidnesbyrd, næsten som om Dronningen har fulgt med i det, som det har udviklet sig.

 Dronningen kan meget vel lykkes med sit udfald mod klimavidenskaben.

Der er et intimt forhold mellem det gale og det magtfulde: Den gale kan lykkes med at postulere ting på den måde, så ellers fornuftige mennesker bliver i tvivl om, hvad de egentlig mener. ”Måske har hun fat i noget, vores dronning?”

Problemet er bare, at en galskab fra fortiden ikke nytter meget i en situation, hvor selve fremtiden er på spil.