Aflysningens logik

Af Anders Ruby

Den positive skuffelse

Der er få ting, der kan vække så stor glæde som en aflysning. Jovist, det er dejligt at blive inviteret til en rund fødselsdag, en koncert eller bare til at drikke en kop kaffe, men denne glæde bliver på det nærmeste først rigtigt forløst, hvis aftalen af den ene eller den anden årsag må aflyses. Ikke nødvendigvis fordi, man ikke havde lyst til selve begivenheden, og ikke fordi, forventningens glæde, som det hedder sig, er den største.  

For ved aflysningen af et arrangement, man gerne ville have deltaget i, er det ikke den primære gevinst ved bortfaldet af ubehag, vi får, men derimod en omvendt udgave af skuffelsen. En positiv skuffelse, eller som det hedder på jysk: “En skuffelse til den gode side.” Det er givetvis ikke en glæde i den klassiske forstand, at det glæder mig, at vi ikke skal i teateret, men det er heller ikke alene en skuffelse. Aflysningen af denne karakter efterlader et hul, et vakuum, men et positivt vakuum – altså et vakuum, der findes.

Aftalen var indgået, velviljen var demonstreret, planerne var lagt; arrangementet var i alle henseender afviklet, det manglede bare af ske. Men nu, med denne aflysning, der kan selv den store Anden se, at den allokerede tid forbliver frit svævende i rummet mellem pligt og hemmelighed. “Hvad lavede du så i går aftes?” “Jeg skulle faktisk have været i teateret, men det endte desværre med at blive aflyst.” 

Den tid, der er tilbage, er ikke gået tabt, ligesom den ikke mangler, den er ganske enkelt til overs. Den er gratis. Hvad end, man ender med at bruge denne tidsenhed til, hvor lille eller tilfældig en præstation det så måtte være, så er man sikret mod tomhedens psykiske udtryk: Skuffelsen.

Ryd pladen

Den coronavirus, der hærger det meste af verden for tiden, er på mange måder ubehagelig. Men hvis den har ét positivt element ved sig, hænger det sammen med aflysningens logik.

Der er utallige arrangementer, aftaler og møder, der i disse dage aflyses, til stor umiddelbar irritation for dem, der skulle have været til dem. Men lurer der ikke også noget andet i baggrunden? En sær nydelse ved, at alt øjensynligt kan aflyses.

Man aflyser først et vigtigt møde med sine kolleger, så et med chefen, til sidst hele ugen. Mange overflødige møder afslører nu sig selv som, netop overflødige, men også mange substantielle møder kan uden problemer aflyses. Hvorfor? Måske netop fordi aflysningen af mange centrale arrangementer og møder i sidste ende peger på noget ganske radikalt: At selve samfundet kan aflyses. At pladen kan ryddes, at man kan slippe ud af spillet mellem forventninger og skuffelser, at man kan nå til en slags ren negativitet. 

Den revolutionære aflysning

Aflysninger har både konservative og revolutionære komponenter. Mange vigtige ting kan aflyses, som f.eks. radikale handlinger i forhold til klimaet, fordi modet svigter, eller det rette moment ikke lige synes at have indfundet sig endnu. Men aflysninger kan også være revolutionære, hvis man går hele vejen med dem, som en Bartleby eller en sultekunstner, der fuldstændig aflyser en given livspraksis.

Den konservative aflysning adlyder en undtagelseslogik, hvor alle konkrete handlinger aflyses én for én, fordi der endnu er noget, der lader vente på sig. Men den revolutionære aflysning er en aflysning af selve rammen for konkrete aflysninger.