Statuer fra fremtiden
Udgivet første gang: Information 27. juni 2020
Bare rolig – vi piller ikke ved din historie. Vi smider bare dine statuer i havnen.
Der var næsten noget smukt over det, aktivisterne gjorde ved statuen af Edward Colston forleden i Bristol.
Colston var (ifølge Wikipedia) en engelsk handelsmand og filantrop (sic); han handlede med vin, frugt og tekstiler, men desværre også en del med mennesker. Statuen af ham stod indtil for nylig på et torv i Bristol, men blev pillet ned af aktivister, båret mod havnen og smidt i. Spis brød til, kunne man sige. (Man kunne f.eks. tage en ”Colston bun”, opkaldt efter selvsamme person, en slags frugtbolle.)
Sagen om Colston-statuen opsummerer på mange måder det, der er i gang med at ske rundt omkring i verden. Vi bliver, endnu en gang, mindet om, at vores samfund er grundet på uhyggelige forbrydelser – og om, at denne fortid ikke er helt bag os.
Komikeren John Oliver fremhævede for nylig, at der i USA er over 700 monumenter og statuer, der har med de tidligere sydstater at gøre, og at det for så vidt kan virke rimeligt snart at fjerne nogle af dem.
Men mange ønsker ikke at ”pille ved historien”, som de siger. Argumentet er egentlig ret bemærkelsesværdigt. Som Oliver bemærkede, sidder historien jo ikke i statuerne. Historien skrives i bøger. Der er med andre ord en del nydelse investeret i de statuer, ligesom der også er noget enormt tilfredsstillende ved at se en statue blive væltet, savet ned, knaldet mod jorden.
Det er som om, kampen om statuer faktisk er ret vigtig. Men hvorfor?
Hvad er en statue?
Man kan måske begynde med spørgsmålet om, hvad en statue er. Den franske filosof Michel Serres skrev en gang en hel bog om statuer, hvor det fremgår, at statuer spiller en vigtig rolle, når et samfund skal grundlægges. Helt formelt kan man pege på forholdet mellem statuen og totempælen.
Et samfund er aldrig bare en tilfældig og lidt umotiveret samling af huse eller bosteder. Samfundet grundlægges med totempælen. Denne totempæl er ”vores”, og den markerer vores samfund til forskel fra de andres samfund.
Ofte er rejsningen af en statue ikke bare grundlæggelsen af noget nyt, men derimod skabelsen af en fortid, som samfundet kan forstås på baggrund af. Statuer har, med deres reference til de døde, fortidens store helte, en retroaktiv effekt: Den fortid, vi altid synes at have haft, etableres først med dem.
Som Oliver også viste i sit show, er mange sydstatsstatuer sat op langt efter, at borgerkrigen sluttede, bemærkelsesværdigt var der f.eks. et lille boom i 50’erne og 60’erne, dvs. samtidig med borgerrettighedsbevægelser og ungdomsoprør.
Statuernes tid
Af disse grunde, og mange andre, er det naturligvis legitimt at overveje konkrete statuer og deres berettigelse. Men spørgsmålet, der har rejst sig mange steder, er, hvordan man gør det.
Med Lacan kunne man hævde, at tre strategier kunne komme i spil.
Først og fremmest kan statuerne konfronteres med det, Lacan kalder universitetsdiskursen. Universitetsdiskursen er den diskurs, der sætter i relation og giver viden og kontekstualiserer – som de ”forklarende” tavler ved siden af kunstværkerne på museer. Universitetsdiskursens forslag er altså at nuancere statuerne og vise, ”hvordan man engang tænkte”, men spørgsmålet er, hvor langt man kommer med det. En statue af en slavehandler og en forklarende tekst ved siden af synes i bedste fald at gå i nul.
I anden omgang kan statuerne konfronteres med hysteri, hvilket begivenhederne i Bristol og mange andre steder er et eksempel på. Hysteriet siger, at vi ikke ønsker at være dem, som statuerne siger, vi skal være. Der er noget ”sublimt” ved hysteriet, som Lacan også bemærker, noget rigtigt. Hysteriet peger på den grundlæggende negativitet, vi alle bærer rundt på, og som gør os i stand til at vriste os fri af at blive beskrevet på bestemte måder.
Den sidste strategi, man med Lacan kunne foreslå, er analytikerens diskurs. Hvad analysen griber fat i, er vores liv med statuer. Hvorfor er det, at vi overhovedet nyder statuer? Hvorfor er det, at så mange reagerer så voldsomt på, at nogen vil pille dem ned? Hvorfor er det, at vi forestiller os en glidebane mod afgrunden, hvor alle statuer, monumenter, skilte, titler osv. skal endevendes? Måske netop fordi, vi piller ved grundlæggelserne. Statuer spiller åbenbart en rolle for os, fordi vi ikke kan leve uden grundlæggelser, og måske endda fordi vi ikke kan leve uden løgnen om, at lige præcis vores samfund er bygget på ædle principper af heltemodige mænd.
Hvad analytikerens diskurs ikke desto mindre kan udfordre os til, er måske at prøve at leve uden denne løgn. Bare som et eksperiment.
Hvad nu, hvis man i en hel by holdt op med at have statuer om fortiden og dens glorværdige foregangsmænd? Måske kunne der blive plads til noget mere futuristisk kunst.
Hvordan ser den statue ud, der ikke grundlægger fortiden, men fremtiden?