‘Homer-logikken’: Reaktioner på Sofie Linde
Udgivet første gang: Information 12. september 2020
I et aldrende afsnit af tv-serien The Simpsons findes en ret fin illustration af, hvad psykoanalysen forstår ved et symptom.
Afsnittet hedder "I am furious" og handler om, hvordan Homer har lært at undertrykke sin voldsomme vrede. I stedet for, at han går amok, når verden ikke går hans vej, sætter vreden sig som små udposninger, bylder eller knolde på hans nakke. Jo mere vred han bliver, des flere kommer der.
Disse udposninger er en slags kompromisformationer i konflikten mellem på den ene side Homers ubændige vrede, og på den anden side hans anerkendelse af det upassende ved at give udtryk for den.
Men udposningerne tilfredsstiller hverken vreden eller behovet for at undertrykke den. De er så at sige meningsløse knuder af ekstra smerte, som kommer i oven i de problemer, Homer har i forvejen.
Når man siger, at symptomet er en kompromisformation, så skal man altså forstå det som den værst tænkelige slags. Det er næsten som at blive stillet over for valget mellem pest eller kolera og tage det kompromis, der hedder begge dele og en haltende gang i tilgift.
Linde og Homer
Et eksempel på Homer-logikken i fuld offentlighed kan findes ved at studere de mange reaktioner på Sofie Lindes tale ved TV2 Zulus Comedy Galla, hvor hun talte dunder imod patriarkatet og fortalte om sine egne ubehagelige oplevelser med mænd i magtfulde positioner. I tiden efter showet fik ganske mange pludselig udposninger i nakken af vrede over dét.
Det er tydeligt at der var mange, som ikke kunne acceptere, at Linde bare stod der, og sagde det, hun sagde. For hvorfor skal hun nu bruge et helt show på at skælde ud og ”ødelægge den gode stemning”, som komikeren Uffe Holm (et slags dansk svar på Homer Simpson) fik sagt?
Omvendt kunne selv den mest forbenede antifeminist godt se, at det faktisk ikke er i orden at bruge sin magt til at tiltvinge sig blowjobs af 18-årige nyansatte til julefrokoster, som Linde kunne fortælle om. Resultatet bliver et slags kompromis, for det er tydeligvis umuligt at støtte Linde, ja endda bare at tage hendes udsagn til efterretning.
I stedet medgives det, at det ”selvfølgelig er et forfærdeligt overgreb, Linde har været udsat for”, ”og selvfølgelig bør sådan en klam fyr straffes”, men så tilføjes et ”men hun burde have gjort det på en anden måde” eller ”men jeg er bange for, at vi til sidst helt kriminaliserer vores seksualitet”.
Vreden bobler, men kommer ikke til udtryk, andet end i små irriterede knolde. Der er "Hun skulle have sagt navnet"-bylden, ”Hun var bare ude efter opmærksomhed"-knuden, ”Hun vil bare påtage sig offerrollen”-knolden og "Nu føler en masse uskyldige mænd i DR sig under anklage"-bumsen. Og mange flere.
På overfladen kan disse udposninger måske se tilforladelige ud: Er det måske ikke synd for de uskyldige, der pludselig føler sig udpegede? Men det er også tydeligt, at de netop fungerer som symptomer, der, ganske som dem Homer Simpson havde i nakken, ikke løser problemet med de uforenelige modsætninger, men blot er anstrengte kompromisformationer. En haltende gang i tilgift til de virkelige problemer. Og et blomkålshoved af udposninger i nakken.
Urvrede
Men hvor kommer al vreden fra? Og hvad retter den sig imod? Hvorfor var det sikkert som amen i kirken, at en tale som Sofie Lindes aldrig bare ville blive accepteret, på trods af at de fleste ville være enige i indholdet af det, hun sagde?
Havde hun for eksempel navngivet den mand, der afpressede hende, er der ingen tvivl om, at reaktionerne ville have været mindst lige så vrede. Måske er der en slags ”urvrede” mod kvinder, der stiller sig frem og udfordrer vores forestillinger om ret og rimelighed? De mange gentagelser af temmelig enslydende udposninger i nakken på den offentlige debat, synes at pege på, at der er et eller andet som stikker under.
Den slovenske filosof Alenka Zupancic har beskrevet, hvordan symptomet altid er en form for håndtering af en mere grundlæggende konflikt, og at det, det handler om i psykoanalysen, er blive i stand til at placere sig i konflikten.
Det betyder ikke, at Homer eller Holm og de andre skal gå amok og lade vreden flyde ud.
Tværtimod handler det om at finde ud af, hvordan der overhovedet er en vrede indskrevet i forholdet mellem kønnene, og på hvilke måder den strukturerer det offentlige rum og det, der foregår rundt omkring på arbejdspladser, i bylivet osv.
Hvad nu, hvis Sofie Lindes vrede er mere reel end Uffe Holms? Eller hvad hvis den er udtryk for en mere reel konflikt, end den, der præger alle de mere symptomplagede bortforklaringer? Først ved den afgørelse kan symptomet måske afmonteres.