Friheden til ikke at være Judith Butler
Udgivet første gang: Information 26. september 2020
Forskningsfrihed er et prekært emne i tiden. Men hvor er den truet fra? En dekonstruktivistisk, jødisk, non-binær amerikansk tænker – eller politikere, der vil bestemme, hvad forskere skal konkludere?
I Berlingske den 15. september tog 14 professorer bladet fra munden og advarede mod en fremtidig krise for de danske universiteters ret og pligt til fri forskning, hvis ikke vi er opmærksomme på de trusler, der allerede har ført til kriser i USA og Storbritannien.
I kronikken opregner og vurderer de en række mulige trusler og viser derved, at de er opmærksomme på alle slags farer.
De to første muligheder, der bemærkes, bliver dog hurtigt bagatelliseret: ”Politikerne respekterer i det store og hele stadig den model [som det moderne universitet er bygget op på]”, og ”erhvervslivet er generelt respektfuldt over for forskningsfriheden”, så – pyha – derfra er der i hvert fald ingenting at være bekymret for.
Til gengæld er der en meget mere alvorlig trussel, der både kan komme inde fra universitetet selv – ”fra forsker-aktivister, der med Judith Butler, Michel Foucault og andres tanker som ballast forkaster idealer om værdifri forskning og undervisning” – eller udefra, fra ”visse dele af den identitetspolitiske offentlighed”.
Butler, Foucault
Kronikken rummer to mærkværdigheder, der ligefrem kan kaldes symptomer.
Det første er den nærmest tvangsmæssige fremhævelse af ”Butler, Foucault”. For en meget lang række af højreorienterede forskere og politikere, ligesom for en stor mængde nypositivistiske teoretikere af forskellig politisk observans, fungerer ”Butler, Foucault” efterhånden som en slags besværgelse.
Det er fra disse kætterske poststrukturalistister og deres aktivistiske devaluering af sandhedsbegrebet, at alle intellektuelle kriser stammer. Sig ”Butler, Foucault” og rul med øjnene, og dine venner vil forstå, hvad du mener.
Professor emeritus Heine Andersen har da også meget hurtigt i Københavns Universitets avis, UniAvisen, demonstreret, hvor påfaldende det virker, at ”politikerne” og ”erhvervslivet” i en håndevending frikendes, på trods af at det let kan vises, at der her er tale om reelle problemer, mens et vagt og uklart begreb om ”forskeraktivisme” gøres til det store dyr i åbenbaringen.
Det andet symptom er en tilsyneladende uforløst konflikt internt i kronikken: Det er som om, den vakler mellem, om den plæderer for en ”værdifri videnskab” eller en videnskab, der skal kunne rumme værdimæssige konflikter og lade forskerne slå sig løs på normativiteten, når bare det er baseret på deres forskning.
Som citeret er problemet med ”Butler-Foucault”-aktivismen angiveligt, at den afsværger den ”værdifri videnskab”, men samtidig anerkender kronikken, at ”den enkelte forsker har sin fulde frihed til at engagere sig i den politiske debat, og bør også gøre det, når debatten handler om forhold, som forskeren vitterligt er ekspert i (det vil sige: har publiceret på højt niveau om).”
Det er lige før, man kan se for sig, hvordan de bøger og artikler, ”Butler-Foucault”-aktivisterne publicerer, per definition ikke er ”på højt niveau”.
Which one is it?
Uklarheden bliver kun forstærket, hvis man studerer den britiske rapport, som kronikken påkalder sig som empirisk vidnesbyrd. I denne rapport (der stammer fra en højreorienteret tænketank, der nægter at oplyse sit finansieringsgrundlag) er problemstillingen ikke, at den værdifri forskning er under pres, men næsten tværtimod, at det er blevet karrieremæssigt problematisk at vedkende sig højreorienterede synspunkter, og at dette er i strid med idealet om et frit universitet.
Selvom rapporten faktisk er ret vag og i overraskende grad baseret på forskernes subjektive ”oplevelser” af at være ugleset, er dens anliggende naturligvis i princippet relevant.
Men hvad betyder det så for vore hjemlige kronikøreres argument? Man kunne fristes til at spørge dem helt enkelt: ”Which one is it?”
Er problemet, at nogle forskere er politiske – eller er problemet at nogle forskere ikke får lov til at være politiske nok?
Forskydning
Kronikken slutter med en opfordring om at tilslutte sig de såkaldte Chicago-principper, der handler om ytringsfrihed, ikke forskningsfrihed. (University of Chicago deklarerede i 2014, at det har ret til at modsætte sig studerende, der vil blokere eller på andre måder forhindre inviterede talere eller upopulære synspunkter.)
Måske er det simpelthen her, vi finder kronikkens løsning på sine symptomer; en forskydning, som man ville sige i psykoanalysen: Forskningsfrihed handler blot om ytringsfrihed!
Det er på en måde en elegant løsning, for pludselig er spørgsmål om finansiering, myndighedsbetjening, erhvervsrettethed, armslænger og metodevalg slet ikke så vigtige.
Det er jo egentlig en besnærende tanke, som måske kan befri mange for en masse bøvl med at tænke og lovgive: Kan man virkelig sikre forskning i verdensklasse ved at håndhæve retten til at sige, at kvinder er kaos, og muslimer er styret af middelalderlige æresbegreber?