”Problemet er strukturelt” – hvad skal det egentlig betyde?

Af Saman Atter Motlagh

I identitetspolitisk diskurs støder man ofte på begrebet ’struktur’. Begrebet tjener ofte til at skulle at indfange det fænomen, at vores samfund er indrettet, dvs. er struktureret, på en måde, der diskriminerer mod mennesker, der bærer bestemte identiteter (kvinde, sort, handicappet, homoseksuel etc.).

De sidste år har især bevægelser som Black Lives Matter og #metoo, pustet liv i offentlighedens bevidsthed om den strukturelle karakter af identitetspolitiske kampe.

Der er dog nogle mere eller mindre forpligtende implikationer af at begrebsliggøre et problem som strukturelt, som det er praktisk relevant at reflektere vedvarende over.

Hvad jeg ved denne lejlighed især vil hæfte mig ved, er de forbundne spørgsmål om forholdene mellem individ og kollektiv, mellem bevidst og ubevidst og mellem ansvar og intervention, sådan som strukturbegrebet stiller dem for os.

Kort sagt handler denne tekst om, hvorfor det er en problematisk intervention, at stille enkelte individer til ansvar for ”strukturelle problemer”.

Magten er strukturel

Ønsket her er ikke en streng begrebsafklaring ift. begrebet ’struktur’, der ganske givet betyder noget forskelligt, for dem som ønsker at bruge det i den progressive identitetspolitiske kamp.

Forskelle til trods er der noget praktisk afgørende på spil, i hvordan vi på venstrefløjen begrebsliggør den identitetspolitiske kamp, som giver strukturbegrebet en vigtig politisk rolle.

En af grundende til strukturbegrebets centrale position i identitetspolitisk diskurs, er vel at en del identitetspolitisk teori, har ophav i, eller er inspireret af, såkaldte strukturalistiske tænkere.

Ganske vist forstås strukturbegrebet ikke altid på samme måde blandt dem, der kan regnes som en del af den strukturalistiske tradition og dens videreudviklinger. Men hvis vi holder os til udgangspunktet for denne tradition, Ferdinand de Saussures strukturalistiske lingvistik, er idéen, at systemer (her: sprogsystemet) er konstitueret ved deres strukturerer, ikke dets elementer; elementerne er ontologisk sekundære, om man vil.

Pointen er, at elementerne kun er givet ved deres relationer til, eller mere præcist, ved deres forskel fra alle de andre elementer. Elementerne i et system er således kun givet i kraft af systemets relationelle strukturer.

Diverse videreudviklinger af denne ’strukturalistiske’ grundtanke er blevet brugt til at analysere, kultur, subjektet, samfundsforhold etc. med stor fordel, fordi sprogsystemet er prototypisk for meningssystemer i det hele taget.

Ved fx at overføre Saussures logik på identitetspolitiske samfundsforhold, kan man indfange, hvorledes der eksisterer magtforhold mellem bærer af forskellige identiteter, der ikke nødvendigvis eller alene, har sin tyngde, sit locus, ét specifikt sted (fx hos en suveræn, en institution, en lov etc.). Magten er derimod et mellemværende, en strukturel konstellation.

Det strukturelt førbevidste, det strukturelt ubevidste

At magten således skulle være distribueret over et komplekst net af relationer og praksisser, er måske ikke så svært at medgive.

Der er sikkert flere, der bruger begrebet ’strukturelt’, i lige præcis denne forstand; fx at samfundet er struktureret således at indvandrere i højere grad frasorteres ifm. ansættelser eller ved indgangen til diskoteker, uden at dette har grund i en specifik instans, men er resultat en række mere eller mindre (før)bevidste fordomme om indvandrere.

Forstået således kan begrebet ’strukturelt’, uden større problemer indbefattes i en liberal tankegang – som det gerne skulle blive tydeligt i løbet af teksten her, er dette et væsentligt orienteringspunkt ift. hvordan man forstår strukturbegrebet, og dets politiske implikationer.

Det strukturelle i den (før)bevidste forstand kunne fx omhandle, at minoriteters identitet er behæftet med fordomme (der er opstået ud af en kompleks konstellation af forhold), som majoriteten ikke før var bevidste om, men som majoriteten kan blive opmærksomme på, bevidste om, og holde individer til ansvar for.

En kamp imod uretfærdige, strukturelle magtforhold forstået således er måske den mest udbredte; vi kender den fra ’social justice’ bevægelser, den er selvfølgelig beundringsværdig og for det meste meget værdifuld.

Men i en anden forstand af begrebet ’strukturelt’, er pointen ikke alene, at et element i et system er givet i kraft af dets forskelle fra andre elementer, men også at selve systemet kun er givet og fungerer i kraft af forskellighed som sådan. Det kan virke som en lidt teknisk krølle, men den er afgørende.

Den betyder nemlig, at systemets locus eller kerne ikke blot er fordelt over dets relationer, men at systemets locus består i selve forskelligheden.

Det er med andre ord forskellighed/andethed, der gør, at systemet selv eksisterer; systemet er altså betinget af forskellighed/andethed.

Denne forståelse af strukturalitet indfanges i Jacques Lacans psykoanalyse med begrebet om det ubevidste. Lacans måske mest kendte diktum er at ”Det ubevidste er struktureret som et sprog.”

Mennesket er et væsen, der bliver subjekt ved at underlægges og indføres i socialitetens meningssystemer (dvs. sproget). Subjektet bliver altså konstitueret i kraft af andethed, idet andethed konstituerer dets eksistens som underlagt og indført i et meningssystem.

Det ubevidste er her implikationen af at subjektet er konstitueret i kraft af andethed. Det ubevidste er, at der altid er et andet; noget vi ikke kan kontrollere, noget vi ikke kan forstå, som undslipper os, som understrømmer og potentielt undergraver os. Det er ikke noget bestemt, og det er derfor, at det er det ubevidste, og ikke bare noget førbevidst materiale.

Hvad man således kan mene med at sige, at noget er strukturelt, er at der findes et ubevidste.

I denne forstand implicerer magtens strukturelle karakter, at magten er ubevidst; eller, ideologien er ubevidst, som marxisten Louis Althusser ville sige det. Det betyder, at ikke blot er vores samfund og sociale praksisser struktureret af et komplekst netværk af relationer, men de reproduceres tillige ubevidst.

Dvs. at vi bindes i og gentager sociale praksisser af årsager vi ikke rigtig er herre over, forstår eller helt vil være ved.

Magtkritik og ideologikritik handler derfor om at ramme det ubevidste, dvs. at konfrontere de (libidinøse, nydelsesbetingede) bindinger som vi måske knap nok bemærker, men som understrømmer vores ubehjælpelige gentagelser af tingenes orden.

Denne måde at bruge begrebet ’strukturelt’ på, kan imidlertid ikke rigtigt indbefattes i en liberal tankegang, fordi den liberale tankegang forstår mennesket som et selvberoende individ, med fuld adgang til sin egen (handle)frihed indenfor de givne sociale rammer, og som derfor kan drages fuldt til ansvar for sine handlinger.

Ansvar – bevidst, førbevidst, ubevidst

Et afgørende spørgsmål for identitetspolitiske interventioner må være, hvordan man skal forholde sig til individers ansvar i reproduktionen af den magt eller de problematikker, man har erklæret for strukturelle.

Hvis det strukturelle, som jeg har argumenteret for, både kan pege på det førbevidste såvel som det ubevidste, bør man måske gøre sig nogle taksonomiske overvejelser om reproduktionen af problematiske sociale praksisser med afsæt i Freuds taksonomiske opdeling af sindet i det bevidste, det førbevidste og det ubevidste.

Individer der bevidst og intentionelt bekender sig til, fremfører, handler på og forfægter sexistiske og racistiske synspunkter, skal og kan stilles til ansvar.

Selvfølgelig kan dette kompliceres af at et individ kan have førbevidste og ubevidste grunde til at være et røvhul. Men et sådant individ (fx et individ der mener, at kvinder ikke skal have samme rettigheder som mænd) skal og kan ikke desto mindre stilles til ansvar for at vedkommende bevidst ikke forsøger at spørge sig selv ”hvorfor er jeg egentlig et røvhul?”.

Det er straks mere problematisk, at stille individer til ansvar for førbevidst sexisme og racisme – det førbevidste er netop det, som ikke er bevidst, men som kan blive det. Strengt taget er et sådant individ jo ikke bevidst om, at vedkommende reproducerer skadelige stereotyper, synspunkter, forskelsbehandling etc. De er endnu ikke ’woken’.

På den anden side kan et sådant individ jo blive bevidst om sin skadelige aktivitet og kan endda have et ansvar for at efterstræbe at blive mere bevidst om dette. Men hvordan skal man stille et sådant individ til ansvar?

På den ene side er det en formildende omstændighed ikke at vide bedre, på den anden side burde man måske vide bedre. Når bevægelser som Black Lives Matter og #metoo lader folk vide bedre, har man bare at lytte, for det er kun røvhuller, der ikke vil vide af det.

Miseren melder sig imidlertid for alvor, når det kommer til ubevidst reproduktion af sociale praksisser.

Problemet med det ubevidste er at man ikke blive fri for det eller komme af med det. Førbevidst materiale kan være sådan noget som indholdet af eksisterende kønsroller, det ubevidste er, at vi nyder dem, lader os binde til dem, og at vi ikke kan blive foruden at skulle nyde køn, seksualitet, identitet etc. i en eller anden konstellation.

At være mand, eller kvinde, er at være bærer af en identitet, der har betydning i relation til andre, som man kan nyde, eller som er forbundet med nogle ideelle karakteristika, som man kan nyde at (forsøge at) leve op til; at være jurist eller Liverpool-fan eller noget tredje, er at også være bærer af en identitet, som har betydning i relation til andre, som man nyder.

Det strukturelle ophav til subjektivitet (altså at subjektivitet opstår som et produkt af relationer og forskellighed i et meningssystem som ovenfor beskrevet), betyder netop at subjekter er sådan nogle, der nyder at være noget (forskelligt) for hinanden; begær, seksualitet etc. handler om at gøre et nummer ud af små forskelle, det er at interessere sig for den anden, som en der i et system af forskelle siger noget betydningsfuldt om en selv. Det er derfor identitetskategorier reproduceres.

Det strukturelle er derfor uadskilleligt fra det, at der findes identiteter, seksualitet, køn som vi ubevidst nyder.

At vi er ubevidst bundet til identitetskategorier og dertilhørende sociale praksisser betyder, at man ikke altid bare kan oplyse sig ud af sociale praksisser; dvs. gøre det førbevidste bevidst.

At sociale praksisser reproduceres ubevidst, må derfor rejse spørgsmålet, om der måske er grænser for, hvor langt man kan komme med at stille individer til ansvar for deres bevidste og førbevidste synspunkter, handlinger etc.

Hvordan skal man fx forholde sig til en mand, der uvildigt opfører sig som en stereotyp mand, sådan som gennemsnitligt stereotype mænd typisk er trælse (uden dog at være et deciderede røvhuller)?

Strengt taget reproducerer en sådan individuel mand potentielt problematiske kønsstereotyper, om hvordan man skal være, opføre sig, hvad man skal gå op i etc. På den anden side er kønsroller og andre seksuelle praksisser netop kollektivt og strukturelt betingede.

Dvs. ’strukturelt’ dels i den forstand at det er betinget af et system, distribueret udover et netværk af relationer; stereotype mænd agerer, som de gør, fordi andre stereotype mænd agerer, som de gør, fordi stereotype kvinder agerer, som de gør, fordi, fordi, osv. osv., og det giver ikke rigtigt mening at hive et enkelt element ud af dette system, og holde det til ansvar for hele systemets konstellation og logik, da dette enkelte element ikke eksisterer udenfor systemet.

At holde en individuel mand eller kvinde til ansvar for den kollektive reproduktion af patriarkalske kønsroller, eller at holde en individuel hvid person til ansvar for strukturel racisme, alene fordi denne ved at agere ud fra sin hvide habitus, reproducerer et socialt og kulturelt overherredømme, svarer til at forlade den strukturelle analyse, man ellers gik ud fra, da man analyserede problemet i første omgang.

Endvidere, eftersom strukturelt betingede praksisser reproduceres af, at vi ubevidst nyder identiteters forskelligheder, dvs. besætter dem med libido, er en anden måde at forlade eller sågar fornægte den strukturelle analyse: at overse den libidinøse investering/besættelse. Selv problematiske sociale praksisser er behæftet med libido og nydelse, og spørgsmålet er om emancipation kan finde sted blot ved en libidinøs afinvestering, en nydelseskrise, på ubestemt tid? Kalder emancipation ikke også på en libidinøs ominvestering, hvor sociale praksisformer og nydelsen af identiteternes forskellighed rekonfigureres på nye mere frigjorte måder?

Man kunne således måske godt kræve en nydelseskrise, hvor vi fx forsøger med al kraft at suspendere vores reproduktion af patriarkalske og xenofobiske praksisser – men hvor længe kan det vare, før vi må opfinde nye måder at begære og nyde hinanden og os selv på, og hvad skulle disse nye måder så bestå i?

Intervention må forpligte sig på det ubevidste

Jeg vil derfor advare mod den analytiske fristelse, der ligger i ikke at forpligte sig på at følge den strukturelle analyse til dørs.

Fristelsen er den analyse, der siger, at et problem er strukturelt, men samtidig tager den liberale udvej, og kræver at sociale praksisser kan ændres ved alene at holde individer til ansvar.

Denne fristelse kunne være et eksempel på det, Søren Kierkegaard kalder ’trodsens fortvivlelse’. Det er den fortvivlelse, der erkender, at der et fundamentalt problem, men samtidig ikke vil være ved, at problemets tyngde befinder sig uden for hin enkeltes magt, og derfor reelt ikke anser problemet som et problem for hin enkeltes fundament. En sådan fortvivlelse intensiveres, jo mere den fornægter andethedens magt.

Den identitetspolitiske energi der ikke følger den strukturelle analyse til dørs, risikerer at tage form af denne trodsens fortvivlede raseri. Måske skal såkaldt call-out kultur forstås i dette lys; ligegyldigt hvor mange idioter man udskammer, er det som om, idioterne bliver ved med at poppe op, og des mere stiger vreden (og paranoiaen).

Men strukturelle sociale problemer skyldes netop ikke bare eksistensen af idioter derude. Forestillingen om ‘idioterne’ er en paranoid logik, der får liv, når den ubekvemme andethed fortrænges fra ens egen subjektivitet og placeres derude hos de andre – eller som vi alternativt bliver bange for, at de andre derude placerer hos os. Derfor er praksissen med call-outs i identitetspolitisk kamp en praksis, der uvægerligt gør os paranoide, og lukker vores tænkning ned.

Hvad der derimod er behov for, er strukturelle analyser og interventioner, der forpligtiger sig på det ubevidste.

Et eksempel på dette kunne være Slavoj Zizeks oxymoronske udtryk: progressiv racisme. Zizeks idé fremlægges ofte med udgangspunkt i en anekdote fra hans tid i den jugoslaviske hær, hvor der var kultur for ”racistiske” vittigheder om de forskellige jugoslaviske etniske grupper, à la ”Hvordan masturberer en montenegriner [der havde ry for at være dovne]? Han graver et hul i jorden, og venter på et jordskælv.”

Zizek insisterer med anekdoten altid på, at praksissen med vittigheder ikke fungerede racistisk, men solidarisk. Hvordan kan man forstå det? Man må tænke, at vittighederne ikke gik ud på at nedværdige den anden, men på kollektivt at parodiere nydelsen ved at nedværdige den anden. Der er således en solidaritet i at have og tage ansvar for et ubevidste, der nyder forskellen mellem identiteter, og som tvinger den anden ind i dette system af forskelle. Og det er en solidaritet i hver især at være genstand for et system af forskelle.

Det emancipatoriske i interventionen ligger i, at det bliver klart, at dette system af forskelle mellem identiteter er et fantasme, som vi kollektivt reproducerer, og som vi derfor også har ansvar for og kan ændre vores reproduktion af.

Den anden (og dermed også en selv) kan derfor også få lov til reelt at være noget andet; noget andet end det som fantasmet låser og reproducerer den anden som.

Dette er en måde at forstå den af Lacans spidsformuleringer af psykoanalysens etik på, som lyder, at man må ”traversere fantasmet”.

Formålet med en psykoanalyse, og svaret på hvad man skal stille op med det at have et ubevidste, er at traversere eller gennemgå fantasmet.

En sådan traverseren indebærer, at man tager ansvar for, at man ubevidst har låst sit forhold til den Anden i en fantasmatisk konstellation, der ubevidst giver mening og nydelse.

At tage dette ansvar på sig svarer til at erfare og acceptere, at ens verden ikke har en fast grund, ikke er garanteret med nødvendighed; vores verden hviler på andethed, og kan derfor være noget andet, være anderledes.

Psykoanalysen er således en frihedens etik! Men det er ikke den liberale, mekanistiske frihed, hvor fokus er på (ydre) udfoldelsesmuligheder, hvor det fx “blot” er vold, love, fordomme etc. der blokerer friheden, og hvor et subjekts indre besnæringer og fikseringer, dets grundforvirring, dets ubevidste ikke medtænkes.

Der er ikke en opskrift på interventioner eller på strukturelle problemer, der forpligtiger sig på det ubevidste og frihedens etik. Men man må tænke interventioner ud fra og måle dem på, om de mobiliserer solidariteten i det fælles ansvar for den nydelse af identiteter, der binder os i reproduktionen af sociale praksisser, og solidariteten i det fælles valg om at nyde anderledes kollektivt.