Af Center for Vild Analyse

Udgivet første gang: Information 14. november 2020

Af og til skal politiske begivenheder vente meget længe på at få deres betydning.

En af Hegels berømte og berygtede læresætninger siger, at kvantitet slår over i kvalitet. En rent kvantitativ udvikling resulterer af og til i et kvalitativt spring. Det skal forstås på den måde, at selve det, at man samler en tilpas stor mængde af en bestemt ting, kan betyde, at det bliver til en helt anden ting.

Hvis man synes, det lyder mærkeligt, så er man ikke alene. Selveste Søren Kierkegaard gjorde tykt grin med tanken ved at sige, at Hegel her mindede om en, der troede på børnerim. Hvis man starter med ”Poli-en, poli-to, poli-tre…”, så betyder det ikke, at man pludselig står med en betjent, når man ender med ”poli-ti.”

Kierkegaard er som vanligt ikke uden humor, men Hegel har nu alligevel en pointe. Et godt eksempel finder vi i processen med at tælle stemmer. Når man tæller stemmer, er det en rent kvantitativ øvelse, hvor én lægges til én lægges til én osv. Men til sidst finder man en vinder, hvilket i sig selv er en kvalitativ forandring. Den, der før havde kvaliteten ”kandidat”, bliver pludselig til en ”præsident”. Kvantiteten slår om i en kvalitativ forandring. Det er tilmed en proces, vi har vænnet os til i en sådan grad, at vi sjældent tænker mere over den.

Retroaktivitet

Hegel bliver imidlertid for alvor knudret, hvis man spørger, hvordan selve skiftet fra kvantitet til kvalitet sker. Hans svar er, at man altid opdager det for sent. Begivenheder får først deres symbolske mandater retroaktivt. Det kvalitative spring sker ved, at det bliver tydeligt for os, at det allerede er sket.

At begivenheder først får deres betydning retroaktivt, er imidlertid ikke uden konsekvenser. Det åbner for en virkelighedsforståelse, som kan virke ubehagelig. For konsekvensen er, at vi af og til kan stå i en situation, hvor en begivenhed kan komme til at vente ganske længe på at få sin betydning eller sit symbolske mandat – hvor det bliver ved med at være uklart, hvad der er sket, på trods af at det allerede har fundet sted. Slavoj Zizek har beskrevet det på den måde, at virkeligheden af og til opfører sig som i de klassiske tegnefilm, hvor en karakter løber ud over en skrænt og står i den bare luft, lige ind til han kigger ned og opdager det, og først da begynder at falde.

Red mirage

Her er det nyligt overståede præsidentvalg i USA et instruktivt eksempel. Valget gjorde det i første omgang tydeligt, at selv små forandringer i rent kvantitative processer, kan skabe store kvalitative forskydninger. Man skulle ikke tro, at et simpelt kvantitativt fænomen, som rækkefølgen, man tæller stemmer op i, kunne give sig udslag i en mindre (eller større?) forfatningskrise. Men det var netop det, der skete.

I flere svingstater (mest afgørende i Pennsylvania) havde man den regel, at brevstemmer blev talt til sidst. Denne lille forskel i noget rent kvantitativt – rækkefølgen som stemmerne blev talt i – gjorde, at selve stemmeoptællingen fik en helt anden kvalitet, fordi republikanere i overvejende grad stemte på valgdagen, mens demokrater sendte brevstemmer.

Det gav nemlig den første illusoriske fornemmelsen af, at Trump ville sikre sig en klar sejr – det såkaldte ”red mirage”. For at genbruge Kierkegaards eksempel kan man sige, at det var som om vi talte ”poli-syv, poli-otte, poli-ni…” og så var vi snublende nær på at nå ”poli-t…”, men så skulle vi pludselig runde ”poli-tre, poli-fire” og så ”poli-et” og til sidst var der ikke nogen, der havde styr på noget som helst. Det blev nemlig langsomt tydeligt, at Biden måske kunne indhente Trump. Spændingen steg og steg i det, der føltes som et gigantisk væddeløb, der strakte sig over flere dage, mens hele verden sad og så på med tilbageholdt åndedræt.

Stop the count

Processen medførte stor usikkerhed om, hvilket symbolsk mandat, valget skulle få. Den retroaktive effekt, som skulle give valghandlingen dens betydning, ville ikke indfinde sig. Og derfor kunne Trumps mange twitteropslag om valgsvindel og ”Stop the count” vinde overraskende stor lydhørhed. En undersøgelse fra Politico viste i løbet af den forgangne uge, at hele 70% af de republikanske vælgere mener, at der formentlig er blevet svindlet med stemmerne ved valget.  

Måske viste Trump i sine patologiske rablerier mærkværdigt nok noget om det genuint politiske moment: Mellemrummet mellem en begivenhed og dens navngivelse er altid potentielt åbent for en politisk handling.

Hvis man sætter ind på det helt rigtige tidspunkt med den helt rigtige, overbevisende gestus, kan man ændre selv tilsyneladende entydige og regelbundne begivenheder.

Man kan dog også ende som en klovn på en parkeringsplads foran en planteskole i Pennsylvania. Og dét er forhåbentlig Trumps kvalitative omslag.