Kvindemuseeet skifter navn til KØN
Kvindemuseet i Aarhus har besluttet sig for at skifte navn. I stedet for sit gamle navn skal det nu hedde KØN – Gender Museum Denmark.
Udgivet første gang: Information 19. december 2020
Forud for beslutningen er gået en »proces«, hvor forskellige interessenter og et konsulentfirma har været hørt, og det nye navn er valgt, »fordi det mest præcist indrammer museets ansvarsområde«, som det hedder i den pressemeddelelse, museet udsendte den 5. december.
Navneændringen har affødt en heftig debat, hvor især de feminister, der stod bag museets grundlæggelse, har følt sig voldsomt tilsidesat. »Mage til makværk,« hedder det blandt andet i Aarhus Stiftstidende, og »vi frygter (at navneændringen, red.) kan markere, at den identitetspolitiske bevægelse har indtaget museet.«
Bestyrelsesformanden for KØN har en mere afslappet opfattelse: »Navnet ændrer ikke på indholdet, og et museum om kønnenes kulturhistorie må nødvendigvis tage afsæt i kvindehistorie.«
Samtidig argumenterer museet dog også med, at navneskiftet er nødvendigt, fordi indholdet allerede er ændret: Museets ansvarsområde blev nemlig allerede ændret i 2016, så det fremover vil »beskæftige sig mere bredt med kønnenes kulturhistorie og involvere alle på tværs af køn«.
Bestyrelsen siger med andre ord til de vrede feminister: »Tag det bare roligt. Navnet vil ikke ændre på museets indhold og formål. For det var ændret i forvejen.«
Uanset spidsfindighederne omkring navneskiftet kan det naturligvis virke lidt voldsomt at tage sådan på vej. Er kvindekampen ikke i dag i stigende grad blevet til en kamp for stadigt mere åbne og inkluderende kønsforståelser? Og er det rimeligt at ekskludere andre køn fra den bevægelse, som feminismen har startet? Det handler vel netop ikke om særlige rettigheder og privilegier til en bestemt gruppe, men om en principiel kamp for frihed og lighed for alle?
Folkeslagenes Museum
Man kunne til en begyndelse overveje, om man kunne bruge et lignende argument over for for eksempel Det Jødiske Museum i Berlin: Burde dette museum ikke også være mindre ekskluderende og favne andre undertrykte minoriteter rundt om i verden?
Det kunne måske hedde Folkeslagenes Museum – og beskrive forskellige, dramatiske historier om folk og grupper, der har været udsat for forfølgelse eller mistænkeliggørelse gennem tiden. Måske kunne det endda have bare en lille afdeling, der beskrev de vanskelige vilkår for almindelige, nationalt sindede tyskere i 1920’erne og 30’erne.
Selv om sammenligningen kan virke overdrevet, viser den ikke desto mindre en anden dimension ved navngivningen: Det Jødiske Museum repræsenterer navnet på en sandhed, som verden har lovet ikke at glemme. Jødeforfølgelsen var en katastrofe for menneskeheden, men det er kun gennem hukommelsen af dette partikulære navn, at katastrofen kan bevare den plads i menneskehedens historie, som den må have.
På samme måde kunne man hævde, at navnet »Kvindemuseet« repræsenterer en loyalitet mod de utallige kvinder, der har kæmpet og lidt under undertrykkelse og vold gennem historien – og et løfte om ikke at tage for let på deres ofre, for eksempel ved at aflyse kvindekampen.
Navnet
I den forbindelse er navnet måske alligevel mere centralt, end man forestiller sig. Det var Julie, der i Shakespeares berømte drama hævdede, at navnet ikke gør en forskel. Julie kan ikke se, at Romeos familienavn skal være en hindring for deres kærlighed, for et navn er jo blot en titel eller en overskrift (»det er jo kun dit navn, der er min fjende«); navnet siger i virkeligheden ikke noget om den, der bærer det: »Det, som vi kalder rose, vil dufte lige sødt, hvad end det kaldes.«
Problemet er bare, at nogle navne er intimt knyttet til tingen. Den franske filosof Alain Badiou har beskrevet, hvordan »navngivning« gør en bevægelse i stand til at være tro mod det, den kæmper for. Derfor er der også forskel på et cykelhold, der skifter navn efter dem, der sponserer det, og en politisk bevægelse, der kæmper for en sag.
Navnet er selv et indlæg i kampen, og det berører det, som ellers hurtigt ville blive glemt igen. Det markerer en engageret politisk opposition. I den optik lyder »KØN« som enten en afpolitisering (der sker ved den banale påpegning af, at alle har et køn, og at det hele ikke skal gå op i konflikt) eller, læst mere barmhjertigt, som en annoncering af en ny kamp: kampen for en form for queertænkning, hvor alle køn er velkomne og skal have plads med deres egne historier.
Som det fremtræder nu, kunne det godt se ud, som om museets strategi er at forsøge både at være loyal mod kvindekampen, og være mindre partisk, det vil sige give plads til mandens perspektiver og engagere sig i de mangfoldige køns kulturhistorie og problemstillinger. Det er umiddelbart sympatisk at ville favne det hele. Men måske skal man netop i denne sag ikke stille alle herrer tilfreds.