Kapitalismens forstoppelse
Selv om kapitalismen stræber efter at producere chokolade tilsat laksativer, ender den ofte med at lave amerikansk olie tilsat forstoppelsesmiddel.
Udgivet første gang: Information 19. december 2020
Måske det mest slående billede på kapitalismen anno 2020 er de kilometerlange lastbilkøer på de sydengelske motorveje. I slutningen af november opstod køerne, fordi de franske myndigheder afprøvede de procedurer, der vil skulle gennemføres ved grænsen, når Brexit endelig er afsluttet i starten af det nye år.
I sidste uge opstod de mere spontant – blandt andet fordi erhvervslivet købte lidt ekstra ind, og fordi man stadig ikke havde klarhed over hvordan Brexit konkret ville udarte sig. Og mens forhandlingerne om Brexit stadig stod på, kom pludselig den nye mutation af coronavirus, som fik det meste af Europa til at lukke grænsen til Storbritannien helt ned.
Briterne er kort sagt udsat for en perfekt storm i disse dage. Det var helt sikkert ikke det, man havde forestillet sig i det gamle imperium, da man stemte for Brexit og begav sig ud på rejsen mod fordums rigdom og storhed.
En forstoppelse
Kapitalismen bliver ganske ofte beskrevet i biologiske metaforer. Først og fremmest naturligvis den forkætrede vækst. Vi taler også ofte om blomstrende økonomier, og om økonomier som systemer, der knopskyder, eller er i harmonisk balance. Men hvis man betragter kapitalismen i 2020 med nøgterne briller og prøver at finde en biologisk metafor, der passer, så er der særligt een, der presser sig på: Forstoppelse.
Det er som om, der er gået hårdknude i systemerne. Strømmene sander til. Formentlig sker det paradoksalt nok, fordi vi hele tiden insisterer på, at de skal flyde endnu friere. Det er f.eks. netop i en globaliseret kapitalistisk økonomi, hvor udvekslingerne af mennesker, varer og penge flyder så frit som i en neoliberal drøm, at coronaviruset har de bedste betingelser for at sprede sig over hele kloden.
Slavoj Zizek fortalte engang begejstret om, hvordan han i Californien havde købt noget chokolade, hvor man havde tilsat et laksativ, så det produkt, der egentlig normalt giver forstoppelse, nu tværtimod kunne modvirke den. Eksemplet illustrerer meget fint kapitalismens evne til at tilfredsstille vores trang til at få det, vi begærer, uden de negative konsekvenser ved det.
Men problemet for kapitalismen er, at det igen og igen viser sig, at den også i høj grad besidder evnen til det modsatte: Ikke chokolade-laksativer, men snarere amerikansk olie tilsat et forstoppelsesmiddel. Det, der skulle sikre et flydende og velfungerende system, indeholder sin egen modsætning, der kan lukke det hele ned. Pandemien er blot et eksempel.
Brexit og Hayek
Brexit er på mange måder udtryk for den samme tendens. Selvom Brexit naturligvis rummede en mængde tabloid-nationalisme og revanchistiske tendenser, så handlede det i høj grad også om frihandel: frihandelsaftaler – med USA, med Canada, med stort set hele verden. Især for de konservative brexitere gælder det om at slippe for de snærende bånd (såsom arbejdstagerrettigheder og miljøhensyn), EU pålægger deltagere i det indre marked.
I stedet kunne man blive til et ”Singapore on Thames”, som blandt andre Boris Johnson har drømt om; en slags frihandelszone, hvor ingen overstatslige reguleringer og beskatninger kunne begrænse aktiviteterne.
Hvis man imidlertid ser EU med lidt andre briller end de britiske konservatives, så er institutionen bestemt ikke fremmed for neoliberalismen. EU har traditionelt tværtimod været mere end villige til, ja haft som formål at fremme kapitalens interesser. De mange homogeniseringer i det indre marked handler netop om at sikre varernes, kapitalens og arbejdskraftens frie bevægeligheder.
Set i en idehistorisk optik passer EU ganske godt med den vision for "dobbelt regeringsførelse", som en af neoliberalismens ideologiske grundlæggere, Friedrich Hayek, teoretiserede over. Hayek gjorde det klart, at statslignende strukturer ikke nødvendigvis var i modsætning til det frie marked.
Han forestillede sig tværtimod, med inspiration fra det habsburgske rige, at der kunne være behov for en statslignende struktur, som skulle sidde over de demokratisk valgte nationale parlamenter og træffe beslutninger om styringen af økonomien uden at blive forstyrret alt for meget af demokratiske krav og valg (imens de demokratiske institutioner kunne gå op i kulturelle spørgsmål som farven på flag og hud). Dette er faktisk ikke nogen helt dårlig beskrivelse af, hvad EU grundlæggende handler om.
Men for de britiske konservative var det aldrig helt nok. EU og den europæiske forbindelse gav gode muligheder for kapitalismens udfoldelse, men hvad nu hvis man kunne få mere? Endnu større markeder, færre arbejdstagerrettigheder; i det hele taget færre begrænsninger og meget mere frihed. Alle disse store drømme har imidlertid nu vendt sig om sin modsætning. En akut forstoppelse i Eurotunnellen.