Inderst inde er vi alle fulde af lort
Udgivet første gang: Information 21. marts 2020
Måske er det faktisk en vigtig opgave at sikre, at der er toiletpapir til alle i rigelige mængder.
Én af Slavoj Zizeks bedste anekdoter om socialitet har fået en noget overraskende relevans i de seneste uger, fordi den handler om hamstring af toiletpapir.
Det er et ”grundlæggende mirakel ved det sociale”, som Zizek har sagt det, at der kan eksistere overbevisninger uden bærere, dvs. uden at nogen egentlig tror på dem.
Som eksempel på denne umiddelbart lidt gådefulde påstand fortæller han om en hændelse i det tidligere Jugoslavien, hvor der på et tidspunkt opstod et rygte om, at butikkerne var ved at løbe tør for toiletpapir. Det var ikke fordi, folk egentlig troede på rygtet, for de havde faktisk tillid til, at myndighederne havde styr på det. Alligevel endte det med en storm mod toiletpapirshylderne.
Zizeks udlægning er en slags psykoanalytisk spilteori: ”Folk troede faktisk på, at der var nok toiletpair, men de ræsonnerede således: Hvad nu, hvis der er nogle idioter, der virkelig tror, at der ikke er nok toiletpapir og derfor begynder at købe det som vanvittige. Så vil der faktisk muligvis alligevel blive mangel. Derfor er det bedst, at jeg med det samme skynder mig ned og køber en masse toiletpapir.” Det er svært at finde en bedre forklaring på det hysteri, der greb forbrugere, ikke bare i Danmark, men i mange lande rundt omkring i verden, da corona-smitten for alvor begyndte at brede sig.
Alligevel er der dog et spørgsmål, der ikke bliver besvaret: Hvorfor lige toiletpapir? Hvad er det ved mangelsituationer, der får rygtet om mangel på netop dét til at opstå, og især: hvorfor lige nu, når der virkelig ikke er noget ved corona-situationen, der særligt har med toiletpapir at gøre?
Civilisation og lort
Vi skal et skridt længere tilbage end Zizeks jugoslaviske anekdote for at finde et svar, nemlig til psykoanalytikeren Jacques Lacan. For Lacan ville spørgsmålet om toiletpapir formentlig øjeblikkeligt give mening og måske endda ikke være så svært at svare på. Toiletpapir skal nemlig bruges til at håndtere én af de mest centrale udfordringer for den menneskelige psyke: Lort.
At håndtere lort er en vedvarende udfordring for enhver. Den freudianske psykoanalyse taler ligefrem om en ”anal karakter”, fordi overgangen til at lære at kunne kontrollere ens afføring kan blive så følelsesmæssigt intens, at den ”sætter sig” i adfærden senere i livet, så man fx bliver overdrevet lydig, regelret og ordenssøgende eller måske udvikler en form for gniertendens.
For Lacan repræsenterer forholdet til afføringen et afgørende skel ved selve det at være menneske. Langt mere end noget andet væsen skammer vi os over den og udvikler derfor avancerede systemer til håndteringen af den. Selvom der naturligvis er gode hygiejniske grunde til at konstruere kloaksystemer og holde toiletterne rene, er der utvivlsomt også en stærk motivation til det i den skam, der umiskendeligt er forbundet med at forrette sin nødtørft. Langt de fleste vil helst helt undgå at dele denne oplevelse med andre. Allerbedst ville det være med et afsides beliggende toilet med træk og slip og god udluftning, så ingen opdager, at man har været der. Eller endnu bedre: Et automatisk, japansk toilet med et virvar af lyde og funktioner, der ophæver biologiens magt i et inferno af teknologi.
Men hvad er det, man skammer sig over?
For Lacan er menneskets forhold til afføring uløseligt forbundet med det, at vi har et ”indre liv”. Det, vi lærer, når vi lærer at holde igen, er således at holde igen på det, der er inden i os, eller simpelthen at holde igen på os selv, så vi ikke forstyrrer eller generer de andre. Der er noget ”bag facaden”, kunne man sige, og at kunne holde dette skjult er på en måde selve civilisationens særkende.
Toiletkultur
Måske er det derfor faktisk logisk nok, at en krisesituation meget hurtigt får mange til at tænke på, om de har toiletpapir nok. Bare tanken om at miste kontrollen over sine toiletritualer kan skabe en svimlende fornemmelse af at være blottet, sårbar og uden den mest basale mulighed for at kunne opretholde en vis afstand mellem de andre, det sociale felt, og ens eget, sande jeg.
Vi har brug for ordnede toiletforhold for at kunne bevare illusionen om, at vi er stabile, autonome subjekter med en kerne af fornuft, der kan forholde os værdigt til det, der ellers truer.
Coronavirus kræver al vores videnskabelige og politiske formåen at håndtere. At stå sammen om at bekæmpe den kan være meningsfuldt og måske, forhåbentlig, ligefrem opbyggeligt for et samfund. Men for at være i stand til at bekæmpe det underlige og truende, der kommer udefra, har vi brug for at have vores indre liv i fred. Derfor skal vi til kampen bruge både respiratorer, værnemidler, samfundssind – og rigelige mængder toiletpapir.