Fra jul til januar
Udgivet første gang: Information 21. december 2013
Hele december diskuterer vi sammenhængen, eller manglen på samme, mellem materialisme og næstekærlighed. Hvad vi overser, er, at denne diskussion egentlig er langt mere væsentlig i januar.
Juledagene er et særligt frikvarter, en tænkepause i årets forløb, inden det hele begynder igen, på ny, med rene tavler og nye idealer og fortsætter. ”Vi ser tilbage på året der gik”, som det hedder, og vi lægger planer for fremtiden. Så langt så godt.
I forløbet op til nytåret er der som regel én problematik, der præger det offentlige debatbillede: Er vi blevet for materialistiske? Eller hænger den gode gamle næstekærlighed alligevel ved stadigvæk? Det er individet over for kærligheden, fællesskabet og solidariteten, det er den egoistiske nydelse over for glæden ved at give.
Og så er det spørgsmålet, om man skal underlægge sig traditionen eller formulere sine helt egne betingelser for at fejre jul (eller måske ligefrem droppe julen).
Helt ind i folkeideologien reproduceres denne diskussion i slet skjulte former. ”Julen er i fare!” – dette handler de fleste tv-julekalendre som bekendt om, og til sidst viser det sig heldigvis altid at fællesskabet vinder, og ”så blev det da alligevel jul”.
Januar
I stedet for at forsætte diskussion om materialismen versus næstekærligheden skulle man dog måske skære julekagen anderledes: Hvad med i stedet at fokusere på forskellen mellem december og januar?
I december handler det om at få gjort alting ”rigtigt”: Få pyntet op, gennemgå juleritualerne, købe en julekalender til ungerne og huske at putte lidt i sokken om morgenen, måske købe en lille ting til konen i adventsgave, invitere gæster, lave konfekt, klippe, klistre, folde og pynte op, måske skrive en ønskeseddel og sende et par julekort, og frem for alt at få købt alle gaverne. Og det er ikke nemt.
Gavegivning indebærer et spørgsmål om samvittighed, ligesom julekomsammenerne i sig selv gør det: Det gælder om at give den helt rigtige gave, der gør glad. Og det gælder om at sørge for at folk føler sig velkomne i hjemmet, for ”ingen skal være alene juleaften.” I december frådser og nyder vi altså, men under den konstante stress og bekymring om, hvorvidt de andre nu også har det godt nok.
Til sidst fødes Jesusbarnet så, i sin lille krybbe i den mørke stald blandt engle og dyr i Betlehem. Og vi sidder i stuerne, mætte og fede af steg og ris à la mande, og glade ikke blot for de nye gaver, vi har pakket op, men måske også netop med en ro over at det hele nu er overstået. Er det ikke dét, vi egentlig mener, når vi siger, at ”julefreden har sænket sig”?
Så kommer januar. Nu skal vi på arbejde igen. Men hvad man måske overser, er, at nydelsen og forbruget i grunden kun accelereres her på en ny måde. Januar er udsalgenes og gavebytningernes tid, det er tiden for at få fyret de sidste julefrokoster af og skejet ud sådan lidt ”på falderebet”.
Det interessante ved januar er, at den er nøjagtig lige så materialistisk og baseret på nydelse som december – men at den nu er det i en mere individualiseret grad og uden decembers forbandede bekymringer og dårlige samvittighed. Væk er spørgsmålene, om vi hellere skulle have doneret en ged til en sulten somalisk dreng end at købe en ny bh til kæresten, eller om man nu gav en lidt for billig gave til fætter Jens.
I januar handler det om os selv, om at få byttet de praktiske uldne vanter fra tante Oda til en flot og skinnende ny fiskestang. Det handler om at få pengene tilbage for den gryde, vi fik en to-tre stykker af, eller for det, vi synes var decideret grimt, eller det, vi har set os sur på (hvad fanden skal jeg egentlig bruge et råkostjern til?), og så bruge pengene til lige det, vi har lyst til.
Jesus
I den forstand er det vitterligt som om, Jesusdrengen dukkede op på jord for at forlade os vore synder. Nu kan vi nyde, helt uden dårlig samvittighed, helt uden overjegets ondsindede prikken på skulderen. Hvis det gamle testamentes Gud er en nietzscheansk hersker, et meget håndfast overjeg med konkrete krav og formaninger, så er Jesus ikke bare hans lovhåndhæver på jord, men hans bløde mellemleder, hans ”good cop”, der ikke bare kommer for at overvåge os, men også tager MUS-samtalen og sikrer sig, at vi performer endnu bedre, fordi vi nu også ”nyder” vores arbejde og vores tilværelse.
Sagen er nu bare, at denne nydelse antager en næsten endnu stærkere karakter, end de krav, som det gamle overjeg udstak. Der er tale om dannelsen af et nyt overjeg, som Jacques Lacan pointerer, der ikke blot forlanger, at vi opfører os ordentligt, men også overvåger vores nydelse. Arbejder du? Forbruger du? Godt. Men nyder du det også, og er du sikker på, at du nyder nok? Husk at nyde dit arbejde, dit familieliv, din fiskestang (og hvis ikke du nyder den, så byt også den).
Hvad er det altså, der sker i overgangen fra december til januar, med Jesus som knudepunkt? Måske kunne man beskrive det med forskellen på Lacans begreber om begær og drift. Mens begæret altid er ”den Andens begær”, dvs. mens vi her fundamentalt er bundet op på interesser og bekymringer om, hvad andre begærer, og hvordan man egentlig talt begærer rigtigt, dvs. hvordan man giver og modtager de rigtige gaver til jul, så er driften selv fuldstændig ligeglad.
Driften er en ”dødsdrift”, der hverken kerer sig om liv eller død, men bare kerer sig om at nyde. Alle julens bekymringer om, hvem der skal have hvad i gave, og hvad man mon selv får, og hvad de mente med at give mig et viskestykke i julegave, afløses af noget temmelig simpelt: Udsalg!
Så når året når til sin slutning og gør klar til sin gentagelse, det nye år, er det frem for alt driften, der viser sin styrke. Nu gør vi som vi altid har gjort, bare mere rendyrket, uden begærets evindelige mangel på tilfredsstillelse.
Men det er netop her, kapitalismen viser sin fantastiske snedighed – idet den har formået at indrette og udnytte den drift, som bliver tilovers, når kristendommen har gjort sit rituelle arbejde på vort moralske sindelag.
Julen varer som bekendt lige til påske. Men ind i mellem kommer der ikke længere faste. Ind i mellem kommer kapitalismen.