Et brev fra Støjberg
Udgivet første gang: Information 30. maj 2020
Instrukskommissionen handler om Støjbergs overtrædelse af lovens bogstav. Men måske handler den også om den ånd, som vi mener, udlændinge bør behandles efter?
I Paulus’ andet brev til korinterne bliver Kristus omtalt som ”ånden” og de kristne som ”et brev fra Kristus”: ”indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, nemlig menneskehjerter.”
Kristendommen modsættes her lovreligionerne, der netop giver deres love på stentavler og derfor forkvakler menneskelige forhold. I kristendommen er der kun ét bud, nemlig næstekærlighedsbuddet, og kun den selvstændige efterlevelse af dette bud udgør kristendommens fordring til menneskene, ”thi bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.”
Det er denne ”ånd”, der stadig er på spil i lovgivning og retspraksisser. Selvom love er nedskrevet med det formål at anvise ret og vrang i bedømmelsen af menneskelige handlinger, vil der altid være et vist slør i dem. Enhver situation vil potentielt rumme detaljer eller uklarheder, der nødvendiggør et skøn.
Uden begrebet om lovens ånd ville vi have et temmelig rigidt retssystem – netop som man har det i de mest forstenede udgaver af lovreligion.
Den mest almindelige måde at forstå forholdet mellem lovens bogstav og lovens ånd er naturligvis, at bogstavet er det faste (stentavlerne), mens ånden er det mere åbne og fleksible (”ånden gør levende”). Hvis en lov virker urimeligt hård i en konkret situation, kan det være i overensstemmelse med ånden i den at straffe en overtrædelse mildere eller helt se bort fra den.
I sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks om adskillelsen af unge flygtningepar er det imidlertid som om, forholdet mellem bogstav og ånd er vendt om.
Ånden fra 2001
For det første virker det til, at det er ånden i udlændingepolitikken, der har ligget fast i de sidste ca. 20 år, snarere end bogstavet. Ånden har været, at antallet af udlændinge i landet, og i særlig grad muslimer, så vidt muligt skal holdes nede, og at de, der er her, skal lade sig assimilere til den danske majoritetskultur. Hvilke love, der skulle skrives, afhang af, hvor godt de egnede sig til at leve op til denne ånd.
For det andet er lovens ånd i denne sammenhæng stort set nøjagtigt det modsatte af den, Paulus beskrev i korinterbrevet. Hvor Paulus’ ånd var mild og uendeligt ansvarsfuld overfor hvert enkelt menneske, har ånden i udlændingepolitikken været at være ubønhørlig og afvisende overfor en bestemt gruppe mennesker, der skulle ekskluderes fra de rettigheder og privilegier, majoritetsbefolkningen nød godt af.
Hvor Paulus’ ånd var kærlig og universel, er Støjbergs brutal og partikularistisk.
Denne ånd har været, og er formentlig stadig, understøttet af et bredt flertal af befolkningen (eller et ”vredt flertal”, som Politikens ATS ville kalde det), og Støjberg har administreret loven under sikker forvisning om at kunne afværge enhver kritik ved at kigge over på Martin Henriksen og rulle med øjnene.
Hvis den kristne menighed ifølge Paulus er ”breve fra Kristus”, er det brede befolkningsflertal ”breve fra Støjberg” med ånden fra systemskiftet i 2001 indskrevet i deres hjerter, og tilsidesættelsen af den individuelle sagsbehandling i sagen om de unge flygtningepar kan ses som en slags prøvesten for, hvor langt den administrative praksis kunne omskabes til også at bestå af administratorer, der selv var inkarnationer af Støjbergs instruks.
Ny ånd
Sagen om de unge flygtningepar handler selvfølgelig om ministeransvarlighedsloven. Hvis Støjberg indførte en ulovlig administration mod bedre vidende, kan hun holdes juridisk ansvarlig for det, ligesom Erik Ninn-Hansen blev det i Tamilsagen i sin tid. Men måske er der også noget andet på spil, nemlig selve lovens ånd.
Den ånd, Støjberg regerede efter, handlede ikke om at beskytte unge kvinder for enhver pris. Den konstante gentagelse af ordet ”barnebrud” er snarere en hilsen til dem, der ser misbrug af piger som en essentiel del af islam helt tilbage til profeten selv, og i den sammenhæng er kvinderne brikker, uden selvstændig betydning.
Som Khaterah Parwani har beskrevet det, handler sagen derfor også om, hvad det rent faktisk ville sige at tage vare på de unge kvinder, som Støjberg hævdede at bekymre sig om: ”Når man er asylansøger, frygter man i forvejen at blive sendt hjem, mistilliden til myndighederne er stor, og man mangler netværk og tilknytning. Man har kun sin ægtefælle i de her scenarier, ellers står man komplet alene. Tvangsadskillelsen sendte så store skrækbølger, at pigerne reagerede i selvskade, de isolerede sig selv og fik depression.”
Havde det været i udlændingelovgivningens ånd at beskytte disse piger, ville ministeren ikke have omtalt dem som ”barnebrude” og krævet adskillelse uden individuel sagsbehandling. I stedet ville hun have set på, hvad der kunne hjælpe hver enkelt af dem mod skabelsen af et frit og værdigt liv.