Af Center for Vild Analyse

Udgivet første gang: Information 24. oktober 2020

Mange frygter, at #metoo er ensbetydende med en begrænsning i den seksuelle frihed, men måske er det lige omvendt.

En af de mest misforståede skillelinjer, som præger det danske offentlige rum i disse dage, er tanken om, at der skulle være en grundlæggende modsætning mellem #metoo-bevægelsen og seksuel frigørelse.

Uanset hvor meget journalister, kommentatorer og tidligere overborgmestre er for metoo, så viser det sig meget ofte, at de accepterer den mest centrale antifeministiske præmis i diskussionen: At metoo begrænser seksualiteten og friheden til at være munter og åben og flirtende. Men i virkeligheden er det lige omvendt: Bevægelsens største styrke og potentiale er lige præcis den seksuelle frigørelse, som den muliggør.

Dønvangs frihed

Et markant eksempel på denne frigørelse kan findes i sagen om Mads Aagaard Danielsen, der blev fyret fra DR i den forgangne uge. Det interessante er ikke så meget Danielsen selv som noget, der blev sagt af én af hans anklagere, Maria Dønvang, der fortalte om et meget ubehageligt møde med Danielsen.

Til en fest havde han taget hende på brysterne, skubbet hende ud på et toilet og låst døren efter sig. Her blev hun på det nærmeste overfaldet. Hun reagerede ved at råbe til ham, at ”du stikker ikke din klamme pik op i mig.” Men det helt afgørende er det, hun fortæller som det næste: Nemlig at hun endte med at give Danielsen et blowjob, hvilket hun er ”meget flov” over ikke at have sagt nej til.

Det kan virke mærkværdigt at kalde denne historie frigørende, for den er oplagt en historie om væmmelig fornedrelse. Det frigørende ligger imidlertid i selve den omstændighed, at Dønvang er i stand til nu at fortælle historien.

Selvom det må have været med hjertet i halsen over reaktionerne, havde hun mod til at trodse skammen, som uundgåeligt følger med en sådan historie; skammen over at have ”deltaget” i sin egen ydmygelse, skammen over ambivalensen i historien. At dét mod er muligt, fortæller om metoo-bevægelsens forandrende kraft – for skam har det ellers med at lukke ned for snakkesaligheden, isolere og vende bebrejdelsen indad mod én selv.

Det perfekte offer

Fra et psykoanalytisk perspektiv handler Dønvang-historien om frigørelsen fra at have et entydigt og ukompliceret begær: Enten er man offer, eller også er man med på den. Både i positive og negative vendinger bliver vi i reglen opfordret til, eller direkte pålagt, at være og gøre det, vi begærer.

”Gør det du har lyst til” lyder et velkendt råd – og i diskussioner om seksuelle krænkelser lyder det som en slags logisk følge af dette fortærskede lystprincip lige omvendt: ”Gør ikke det, du ikke har lyst til.” Man kan da bare sige fra, gå hjem eller lige stikke en hurtig lussing.

Hvis offeret for en seksuel krænkelse udviser den mindste ambivalens i forhold til det, hun har været udsat for, vil det derfor som regel blive angrebet hårdt. Denne logik så vi for fuld udblæsning i forbindelse med Morten Østergaard-sagen, hvor Katrine Robsøe blev kritiseret vidt og bredt, fordi hun på den ene side havde anklaget Østergaard for at krænke hende, og på den anden side efter krænkelserne havde ladet sig fotografere med manden i kærlig omfavnelse og omtalt ham som en ”lækker mand”.

Logikken i kritikken af Robsøe var lige så grusom, som den var velkendt. Hvis hun kan omfavne sin krænker, hvordan kan der så være tale om en krænkelse? Hvis ikke offeret er et perfekt og ”pletfrit” offer, så har den offentlige visdom været, at det er på sin plads at mistænkeliggøre hende.

Og offeret er aldrig perfekt.

Selv i voldtægter kan der være en ambivalens indblandet – en uhyggelig, ufrivillig og brutal form for fantasmatisk nydelse, der faktisk kan gøre handlingen endnu værre.

Revolution

Der bliver talt meget om, at metoo er en seksuel revolution, og at det er en ny generations værdier, der nu blæser de ældre generationer omkuld. Det er på en måde rigtigt. Men det er vigtigt at lægge mærke til både det, der er nyt, og det, der ikke er.

Det hævdes ofte, at det nye skulle være, at der er bestemte former for mandlig opførsel, som ikke længere er acceptabel. Men hvornår var det for alvor acceptabelt ud af det blå at slikke et andet menneske i øret? At rage hende i skridtet og forklare det med, at man bliver liderlig af gravide kvinder? Hvornår var det acceptabelt at presse en kollega ud på et toilet og tvinge sin finger op i hendes vagina? Det var det aldrig.

Det nye er tværtimod, at det bliver sagt højt, at det sker.

Og den måske vigtigste grund til, at det bliver sagt højt, er, at der er så meget kraft i metoo-bevægelsen, at de, der bliver udsat for den slags overgreb, ikke længere føler, at de står alene. Det er i hvert fald sådan, det ser ud lige nu. Det er den mulighed, metoo har givet os.

Nu gælder det bare om at sparke døren ind, så skammen, ambivalensen og uvisheden ikke skal låses inde i ofrenes enerum igen.