Af Center for Vild Analyse

Udgivet første gang: Information, 28. august 2010

Evidensbaseret videnskab er det setes regimes. Men hvad med Groucho Marx’ gode slogan: ”Hvad stoler du på? Dine øjne eller mine ord?”

En række alvorlige mænd har igennem de senere år sat sig for at overbevise os om, at Gud ikke eksisterer. Journalisten Christopher Hitchens, zoologen Richard Dawkins og komikeren Bill Maher er blandt denne branches fornemmeste fortalere, og de gør sig store anstrengelser for at vise det absurde i at tro på, at verden er skabt på syv dage, at Jesus blev undfanget ved Helligånden, eller at der skulle være en Himmel og et Helvede.

Videnskaben afviser den religiøse overtro, forklarer de, for der er ingen evidens for den.

Ingen har nogensinde set en jomfrufødsel, og de akavede forsøg på at vise, hvordan verden må være skabt af en intelligent designer, er fulde af fejl og humbug. De stakkels uvidende mennesker, der stadig tror, er ofre for uigennemtænkte postulater, der kan udstilles som latterlige og barnagtige med to-tre skarpe argumenter.

Indsatsten har ikke været forgæves. Selve eksistensen af en såkaldt teori om intelligent design er faktisk netop et bevis på, at de aggressive ateister har vundet et stort slag.

De religiøse spasmagere, der hævder at finde beviser på, at der må have været en intelligent skaber bag verdens mest komplicerede biologiske undere, har netop underlagt sig kernen i de nye ateisters opfattelse af viden og sandhed: Der må evidens til – vi må kunne bevise det, vi taler om, for at kunne behandle det rationelt.

Slaget er tabt for kreationisterne, ikke fordi de har tabt en filosofisk strid om verdens grundlæggende metafysiske karakteristika, men fordi de har tabt striden om formen på diskussionen.

Evidensbaseret slåen-søm-i
Den evidensbaserede argumentationsform kan genfindes overalt i dag. Det mest fremtrædende eksempel er selvfølgelig den ”evidensbaserede medicin”, der som et fastgroet dogme behersker de kliniske praksisser og den medicinske forskning.

Ideen er simpel: For at opnå evidens for en bestemt behandling, laver man et forsøg, eller man laver statistikker over tidligere forsøg, som giver et billede af behandlingens succes. Man behandler altså altid ud fra en forsøgsopstilling, der på forhånd viser behandlingens effekt. Resultatet bliver, at den evidensbaserede medicin aldrig kommer frem til noget, som ikke er set før. Denne ”visning” er for evidensforskerne ikke desto mindre helt reel.

Evidens kommer af det latinske ”videre”, som betyder at se. Spørgsmålet er dog netop, om ikke også denne visning skjuler noget?

Alle de usynlige antagelser, der altid ligger gemt i enhver forsøgsopstilling, diskuteres således sjældent. Den evidensbaserede tilgang stopper dog ikke ved medicinen. Mere og mere skal i dag måles og rapporteres, især på uddannelsesområdet, så vi kan få syn for sagen på, hvordan det står til med uddannelsesniveauet.

Også på arbejdsmarkedet benyttes evidensen, her til at optimere arbejdsgange. Før i tiden, når en håndværker slog et søm i, tænkte man ikke på, om denne handling kunne være sand eller falsk. Men har vi ikke netop efterhånden udviklet et behov for en evidensbaseret teori om, hvordan selv en hammer og et søm fungerer?

Er managementmetoder, som f.eks. LEAN eller KISS, ikke netop veje til ”evidensbaseret slåen-søm-i”? Det er som om, at vi med evidenstankegangen har skudt et niveau ind, en slags stødpude, mellem os selv og virkeligheden. (Historien er dog ikke uden ironi. Hvis intelligent design er at betragte som en sejr for de aggressive ateister, så er omvendt ”evidensbaseret religion” de religiøses hævn. For er det ikke i evidensens tykke klæder, at religionen i dag er ved at genopstå? Hvorfor skal vi tro på Gud? Fordi undersøgelser viser, at religiøse lever længere og er mindre stressede…)

Audiens
Den evidensbaserede videnskab gør det muligt at beskue verden neutralt, som et stillbillede, uden indblanding fra tanker og ideer hos de beskuende eller de beskuede. Beskuerperspektivet giver os derfor mulighed for ikke at gøre noget – vi skal ikke tænke, eller opfinde nye praksisser. Al handlen foregår inden for en ”forudbestemt” adfærdsramme, og det er evident, når man falder udenfor.

Det rejser et spørgsmål til den evidensbaserede videnskab: Hvorfra kommer de skabeloner, vi holder op mod verden for at korrekse den?

Kunne man forestille sig, hvad der ville ske, hvis man i stedet for at beskue en gruppe mennesker og se om den faldt indenfor en specifik adfærdsramme, gik hen til dem for at snakke med dem og lytte til dem? En audiensbaseret videnskab.

Audiens kommer af det latinske ”audire”, der betyder at høre eller at lytte, og en lyttende videnskab ændrer forholdet mellem videnskabsmanden og det undersøgte.

Problemet med evidensbaseret videnskab er, at beskueren er et subjekt, der monitorerer et objekt. Selv når man iagttager en gruppe levende mennesker, reduceres de til objekter.

I den audiensbaserede videnskab er der tale om et subjekt, der lytter til et subjekt, og derfor kan ingen ramme på forhånd bestemme udkommet af den videnskabelige praksis. Spontanitet og kreativitet bliver nødvendige for overhovedet at forstå, hvad der foregår.

Vi har adskillige sådanne praksisser allerede: F.eks. den klassiske sundhedsvidenskab som en videnskab, der behandler mennesker, ikke sygdomme eller ”diagnoser”. Eller psykoanalysen og den pædagogik, der tager udgangspunkt i eleven.

Udfordringen for de audiensbaserede videnskaber er at modstå presset fra den endimensionelle evidensfanatisme, indtil det værste uvejr er drevet over. Indtil da må elever, patienter og borgere forsvare sig med Groucho Marx: ”Hvad stoler du på? Dine øjne eller mine ord?”