At kæmpe mod vindmøller i Texas

 

Hvilket mareridt er det ikke at opdage, at man selv er den vindmølle, man søger at bekæmpe, og at den tilmed ikke er noget problem.

don-quixote-statue-677914_1920 (1).jpg

Af Center for Vild Analyse

Udgivet første gang: Information 6. marts 2021

I løbet af denne vinter har man i staten Texas i USA fået en fornemmelse af, hvad det vil sige, at samfundets fundamentale systemer kan bryde sammen. Store dele af staten har manglet vand, varme og elektricitet i længere tid ad gangen – midt i en pandemi vel at mærke. 

Sammenbruddet i forsyningerne er spektakulære og tragiske. Mennesker er frosset ihjel og andre er blevet indlagt på hospitaler med kulilteforgiftning, fordi de har set sig nødsaget til at bruge gamle, osende generatorer til at skaffe elektricitet og varme. Det var forventeligt, at de politiske systemer i USA ville reagere voldsomt på situationen. Alligevel er det temmelig overraskende, hvor ekstremt ikke mindst republikanske politikere i Texas har reageret. Parallelt med sammenbruddet i forsyningerne har det republikanske parti gennemgået et kollektivt sammenbrud.  

Cowboys og Chesterton 

Tim Boyd, borgmester i den lille by Colorado City, skrev en overraskende besked på Twitter, hvor han blandt andet sagde, at hvis man ikke har noget vand i hanen, så er man doven, hvis man ikke selv sørger for at få vand på anden vis. Alt andet var for ham at se socialistisk klynk. Boyd måtte senere trække sig som borgmester.  

Men det var ikke bare borgmestre i små byer, der opførte sig besynderligt. Guvernøren i Texas, Gregg Abbott, brugte krisen til at komme med et voldsomt og overraskende angreb på ideen om en Green New Deal. Han mente, at de sammenbrudte forsyninger gjorde det klart, at det ville være yderst farligt at gennemføre overgangen til vedvarende energi – til trods for, at Texas primært forsynes af fossile energikilder. Og den tidligere guvernør, Rick Perry, insisterede på, at texanere hellere ville have udfald i forsyningerne end acceptere, at den føderale regering skulle bestemme over deres energiforsyning.  

Det, der kommer frem her, er i grunden velkendte ideer fra højreorienterede politikere. Statslig kontrol er af det onde, enhver er sin egen lykkes smed (og sin egen elektricitets), og man må for alt i verden forhindre den grønne omstilling. Samlet set handler projektet om at bekæmpe (hvad man forstår som) ”socialismen”. Men denne kamp mod den angiveligt store socialistiske fare fremstår, midt i krisen, temmelig absurd. 

Det er åbenbart vigtigere at sikre private virksomheders profitmarginer, end det er at sørge for at almindelige mennesker ikke dør af kulde. Den konservative forfatter og teolog C.K. Chesterton sagde engang, at ”der er dem, der er så ivrige efter at bekæmpe kirken for at sikre frihed, at de med glæde vil ofre friheden, hvis bare de kan få lov til at kæmpe mod kirken.” I den Texas-republikanske version ville det lyde: ”Der er dem, der er så ivrige efter at bekæmpe socialismen for at sikre frihed og velstand, at de med glæde vil opgive friheden og velstanden, (og folks liv og helbred), hvis bare de kan få lov til at kæmpe mod socialismen.” 

 

Mareridtet 

Men selv dermed har vi ikke fanget, hvor besynderligt det politiske sammenbrud i Texas er. For de texanske republikanere har historisk rent faktisk været temmelig langt fremme i forhold til at lave en grøn omstilling. Da Texas i 1999 implementerede den lovgivning, som skabte det system, der nu er brudt sammen, (ERCOT som ikke overraskende aktuelt er på alles læber i USA), tilføjede man standarder for genanvendelige energikilder. Det har betydet, at Texas har høj andel af vindkraft i deres elforsyning, sammenlignet med resten af USA - blot var det ikke vindkraften, der var problemet, da systemerne brød sammen. Det skyldtes overvejende, at de privatejede kraftværker ikke var sikrede mod vinterkulden.  

Hvad er der mon sket hos den republikanske cowboyhelt, der nu som en anden Don Quixote farer frem mod ”socialisme” og grøn energi? Viser der sig her midt i krisen et symptom på, at selv de mest forhærdede republikanere har en lille, indre socialist, som de bare ikke endnu kan vedstå sig – og derfor projicerer ud på andre, forstørrer og fordømmer? Hvordan kan det ellers være, at det er ”socialisme”, når folk har en forventning om, at el, vand og varmeforsyning virker, eller at de vindmøller, der før kunne integreres i en liberaliseringslovgivning, nu pludselig er del af et socialistisk komplot ved navn Green New Deal? 

Måske er Texas-republikanerne vågnet op midt i deres værste mareridt, hvor de selv har skabt den ting, de bekæmper, og hvor det ovenikøbet ser ud til, at den er det eneste, der fungerer. Måske er det netop derfor, at republikanerne opfører sig så underligt i disse dage. De kæmper ikke bare mod en ydre fjende, men mod sig selv. Set i det lys er det faktisk ikke så mærkeligt, at senator Ted Cruz pludselig stak af fra det hele til Cancun i noget, der kunne minde om en blanding af søvngængeri og flugt fra en drøm, der var alt for ubehagelig at konfrontere. 

 
Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse er et kollektivt subjekt, der tænker og taler i den offentlige debat. Centeret blev oprettet i 2006 og har siden skrevet og talt om kultur, politik og filosofi med udgangspunkt i psykoanalysen og især fransk og tysk filosofi.

Forrige
Forrige

At spilde den andens liv

Næste
Næste

En forskanset bevægelse