I kernefamiliens billede

Af Jakob Rosendal

Kernefamiliens billede synes at blive gentaget i det uendelige. For eksempel i byrummets som oftest kommercielle billeder eller på de sociale mediers mere eller mindre private billeder.

Tænk på de billeder, der findes i forbindelse med busskurernes reklameplakater, kølediskens fødevareemballager, supermarkeders gratismagasiner, apotekers brochurer, de stock photos, som man muligvis møder på eksempelvis ens læges hjemmeside, eller mediernes cirkulation af forskellige mere eller mindre iscenesatte billeder af den danske kongefamilie (Mary, Frederik og deres børn).

Vores ideal-fremstillinger af far, mor og børn er ikke til at komme uden om, selvom de i kraft af deres cirkulation i hverdagens visuelle kultur som oftest bliver overset, og det ikke mindst som følge af deres gentagelse. En gentagelse ad nauseam og – i en vis forstand, som vi skal se – ad absurdum. For disse kernefamiliebilleder er ofte ikke bare kvalmende i deres idylliseringer, men også afvigende (absurdus) i deres konsekvenser.

Billedets normativitet

I kraft af dets gentagelse kommer billedet af kernefamilien selvfølgelig med en vis variation. Nogle gange er der ét barn og andre gange tre eller flere, men som oftest er der to børn. I noget sjældnere tilfælde optræder der bare én forælder, og endnu sjældnere er der forældre af samme køn med i billedet, men så fremhæves de også som atypiske, hvis ikke ligefrem som afvigelser, fra det fremherskende kernefamiliebillede gennem betegnelser som “single forældre” og “regnbuefamilier”.

I vores visuelle kulturs fremherskende billede af kernefamilien består denne som oftest af to voksne og to børn. Hvor forældre så godt som altid er af forskellige køn – mand og kvinde,  mor og far – så er der også en tydelig tendens til et ideal om, at de to børn heller ikke er af samme køn, men fremstår som pige og dreng, søn og datter.

Disse idealbilleder insisterer så stærkt på en entydig og fikseret kønsforskel og på familien som en enhed baseret på biologisk reproduktion, at der i kraft af billedtypens udbredte gentagelse må siges at være tale om en vedholdende konsolidering af en kulturel cis- og heteronormativitet i kernefamiliens billede.

Ikke overraskende er normativiteten stærk i denne slags idealbilleder, og den slår da også igennem på en række andre parametre end køn.

Kernefamiliens medlemmer fremstår så godt som altid som slanke, fertile, funktionsdygtige, hvide, middelklasse kroppe. Således er tykke, infertile, funktionsnedsatte, brune og fattige ikke en del af de idealfamilier, vi møder i hverdagens billeder i Danmark. (Eller de er det kun i sjældne tilfælde, ofte som mere eller mindre udsatte eller eksotiserede undtagelser – f.eks. i kampagner til hjælp af flygtninge, hvor der som oftest dog fokuseres mere på børn end på familier.)

Kernefamiliens billede er således stadig i dag ekskluderende i dets stereorype ensformighed. Med dette fortsat insisterende kernefamilieideal er det ikke underligt, at visse befolkningsgrupper kan være nødsaget til at opsøge eller skabe andre og mere rummelige slægtskabsrelationer.

Også når det kommer til familiemedlemmernes alder bliver det tydeligt, at en norm gør sig gældende, idet hverken forældrene eller børnene må være for unge eller for gamle. Forældrene er konsekvent omkring de tredive, og børnene har typisk en alder, hvor de kan gå, men hvor de endnu ikke er kommet for tæt på teenageårene.

På den måde er de voksne på sikker afstand af den stigmatisering, det kan være at blive set som værende for gammel eller for ung til at få børn. (Hvor måske især det sidste bliver set ned på: Er det ikke brændstoffet til et reality-programmer som De unge mødre, der lige nu kører på sin 30. sæson siden 2005?)

For børnene i kernefamiliens billede gælder det, at de i kraft af det foretrukne aldersspænd fremstår som selvstændige individer med en egen mobilitet, men uden at mobiliteten eller selvstændigheden bliver for stor og risikerer at blive til oprør i forhold til forældrene eller løsrivelse fra kernefamilien. Babyen i nogen grad og teenageren i særlig grad lader til at være uønskede i vores fremherskende billede af kernefamilien.

Endelig finder vi i kernefamiliens billede en bestemt inkarnation af vores samtids muligvis mest gennemtrængende norm eller påbud: Smil! Vær glad! Nyd!

Glæde er den fremherskende og øjensynligt eneste tilladelige følelse i den visuelle kulturs fremherskende billede af kernefamilien. Alle dens medlemmer fremviser hvide tandsmil i lyse omgivelser uden en grå sky i sigte og ofte på en bounty-strand eller i noget, der minder om en elysisk eng. Dette er vores fantasi om en mulig harmoni og fuldendt nydelse indenfor den sociale enhed, som kernefamilien udgør.

På den måde bekræfter kernefamiliens billede, at det er gennem visse normative kroppe og disses sammenkomst og biologiske sammenhørighed i familieenheden, at den ultimative norm om lykke og nydelse er opnåelig. I denne type billeder er således også enhver uoverensstemmelse eller disharmoni udelukket, intet forstyrrende begær viser sig i familiemedlemmernes evigt tilfredse ansigter.

Og da slet ikke noget seksuelt begær. I deres idealiserede fremtrædelse og til trods for deres uundgåelige heteroseksualitet er seksualitet og enhver form for seksuel nydelse også ekskluderet fra kernefamiliens billede. Denne kernefamilie er aseksuel straight, og aldrig queer.

Men jo flere varianter af kernefamiliens billeder man ser, jo tydeligere bliver det, at der i deres billedelige komposition viser sig en logik, der både er seksuel og eksessiv i forhold til billedernes intenderede idealiserede og seksuelt rensede indhold.

Billedets exces

Billedernes komposition, der på forskellig vis placerer børnene foran, mellem eller ovenpå forældrene, vidner om, at børnene er næste generation. De træder frem foran eller står næsten bogstaveligt talt på skuldrene af forældrene.

Ofte er børnenes hår, øjne og især deres tøj også tilpasset, så det forbinder dem til forældrene, og typisk sådan at drengen kobles til faren og pigen til moren. Hårlængde, øjenfarve og tøjets farver, form og mønstre bidrager til en oftest overtydelige artikulering og strukturering af kønsforskellen.

Den resulterende stærke dikotomiske skelnen i disse billeder bekræftes også på forskellig vis igen af billedernes komposition ved at lade de to køn indtage hver deres del af billedrummet eller ved at skifte mellem kønnene (som gæster ved en gammeldags festmiddag). Således understreger billederne også, at børnene er næste generation indenfor hver deres kønslige position.

Tanken og ønsket synes her at være, at børnene skal udgøre små kopier eller kloner af forældrene. De skal sikre en gentagelse af det samme. Det vil sige den samme form for normativt idealiserede kernefamilie som grundlagt på det heteroseksuelle parforhold. Derved sikres også den forsatte af eksklusionen af det som idealbilledet ikke tåler at medtage i sin fremstilling af kernefamilien.

Det er her, at denne gentagelse af det samme, af det samme normative ideal, synes at slå om i sin modsætning. I kraft af de mange gentagelser af kernefamiliens billede begynder vores visuelle kulturs insisteren på, at børnene skal gentage forældrene at fremstå absurd og afvigende. For som små kloner af forældrene kommer de også på implicit vis til at skulle stå som en gentagelse af forældrenes parforhold.

Billedernes logik fører således til, at børnene indirekte og uforvarende seksualiseres, og ikke bare det, logikken tvinger også børnene ind i en incestuøs relation. Som analyseret ovenfor ses der selvfølgelig ingen eksplicit seksualitet i billederne, men deres normative tankegang og deres stærke insisteren på det heteroseksuelle parforhold fører mere eller mindre tydeligt de afbillede søskende til på incestuøs vis at skulle gentage forældrenes reproduktive seksualitet. Dette incestuøse indhold er ikke en del af kernefamiliebilledets intenderede indhold, men det viser sig som en konsekvens af den måde, denne billedtype fremstiller kernefamilien.

Hvor det fremherskende kernefamiliebillede på paradoksal vis arbejder på at holde seksualiteten ude, samtidig med at den insisterer på heteroseksualitet, så vender den udelukkede eller rettere fortrængte seksualitet tilbage som en incestuøs konsekvens ved den måde, som billederne netop insisterer på et særligt normativt heteroseksuelt forholds videreførelse.

I introduktionen til bogen Qu’est-ce que la pédophilie? (der på dansk kunne oversættes til Hvad er pædofili?) beskriver den lacanianske psykoanalytiker Serge André den typiske, incestuøse far som én, der “ikke kan udholde faderskabet” og som “føler en uimodståelig trang til at spotte” og “ophæve” denne sociale rolle. Dette ønske efter at annullere rollen som den ældre generation i forhold til sine børn synes at vidne om en mangel på accept og en nedvurdering af generationsskiftet.

Modsat udtrykker kernefamiliens billede en stærk opvurdering af generationsskiftet som en forsikring om en fortsættelse af den samme normative orden med dertilhørende nydelse (for dem der hører til normen vel at mærke). Det er interessant at bemærke at begge ekstremer – både nedvurderingen og opvurderingen af familien som stedet for et generationsskifte – har samme konsekvens: incest – enten på tværs af skellet mellem generationerne (for den incestuøse far) eller mellem søskende indenfor samme generation (i kernefamiliens billede).

Så selvom kropskontakten mellem familiens medlemmer i kernefamiliens billede altid fremstår aseksuel, sober og aldrig upassende, så er der alligevel noget, der på billedets egne præmisser og indenfor den orden, som det er en del af, må betegnes som kvalmende og afvigende. Omvendt kan denne type billeder fra et psykoanalytisk perspektiv siges at udtrykke den sandhed, som Freud også fremdrog: at kernefamilien er incestuøs – eller at seksualiteten (i mere eller mindre ubevidst form) er en uomgængelig del af forældre-barn-relationen.

Men samtidig peger kernefamiliebilledet ufrivilligt også og på mere direkte vis i retning af en anden sandhed, som Freud ikke gjorde meget ud af, nemlig seksualitetens rolle i søskendes relationer. I kernefamiliens billede ser vi, hvordan en norm kan føre til dens modsætning og kamme over i en uønsket exces.

I kernefamiliens billede støder vi på vores visuelle kulturs incestuøse ubevidste.