Hvad er vild analyse?

Af
Brian Benjamin Hansen og Rasmus Rask Jepsen

Kollektivet Center for Vild Analyse har i sin praksis siden 2006 lavet vilde analyser i klummer, podcasts, bøger, foredrag og blogs. I 2018 oprettedes Institut for Vild Analyse. Man kan altså konstatere, at den vilde analyse findes. Men hvad er vild analyse? Hvordan bedriver man vild analyse? Hvorfor bedriver man vild analyse? Det er spørgsmål, som vi rejser i denne tekst.

Vild (psyko)analyse

Termen "vild (psyko)analyse" stammer fra Freuds essay fra 1910, hvor Freud beretter om en ung læge, der forklarer sin kvindelige patient, at årsagen til hendes angst er at finde i hendes behov for seksuel tilfredsstillelse. For at få det bedre kan hun tage sig en elsker, begynde at masturbere eller tage sin ægtemand tilbage, proklamerer lægen kækt med baggrund i det, han har læst hos Freud. Freud misbilliger lægens brug af psykoanalysen, fordi den ikke er indlejret i et længevarende psykoanalytisk forløb og dermed næsten kommer til at fungere som en form for overgreb på patienten. Den er ganske enkelt for hurtig, for vild. Alligevel ender Freud med at konkludere, at lægens intervention har gjort mere skade på psykoanalysens rygte end på den individuelle patient. Faktisk kan den alt for tidlige intervention endda ende med at hjælpe patienten, fordi den trods alt giver angsten en årsag.

Institut for Vild Analyses analysemetode adskiller sig på sin vis både fra Freud og fra den unge læge. I lighed med den unge læge analyserer vi ikke i forlængelse af etablerede patientforløb, men går mere direkte til sagen. Det gør vi dog netop, fordi vi ikke analyserer individuelle patienter på briksen, men snarere de psykopatologier, vi møder i vores hverdag, i kulturen og i samfundet og dets ideologier. Man kan ikke få samfundet til at indgå i et psykoanalytisk forløb, man må blot begynde at analysere. Vi er derfor med den unge læge, hvad angår den nødvendige vildskab i brugen af analysen og dens interventioner, men vi er måske i virkeligheden mere med Freud, når det handler om at bringe psykoanalysen i anvendelse på større kulturelle strukturer og i forhold til filosofiske spørgsmål om, hvad det overhovedet vil sige at være et kulturvæsen (eller et ”subjekt”, som det senere hedder hos Freuds arvtager Jacques Lacan). Freud selv var, skønt han alle dage opfattede sig selv som en ydmyg videnskabsmand, temmelig vild i sine analyser af kulturens byrde, totem og tabu osv.

Forskellen mellem den ”ordnede” psykoanalyse og den vilde psykoanalyse er, at førstnævnte handler om at få patienten til at tale, mens det i sidstnævnte er analytikeren, der taler. Den klassiske psykoanalyse baserer sig på en form for ”takt”: Det er kun patienten, der er i stand til at komme frem til både formuleringen af sit symptom, såvel som analysens afslutning. Analytikeren låner blot et øre til denne proces. I den vilde analyse derimod bryder analytikeren ind og udpeger symptomer, komplekser og problemer. En sådan analyse er en gestus, der peger på problemer, som ingen vil vide af, men alle godt ved findes. Hvorfor er Bruuns Galleri i Aarhus så ubehagelig at vandre rundt i? Hvorfor får man angst af kapitalismens påbud om at nyde? Hvorfor er universitetet blevet et sted for dumhed? En vild analyse er ikke nødvendigvis velkommen, og den har ikke altid den store virkning. Nogle gange rammer den eklatant forbi. Men andre gange har den en forstyrrende og forløsende effekt.

Som nævnt er den vilde analyse primært rettet mod kulturen og samfundet. Den bygger på en antagelse om, at det ikke kun er visse ”afvigere” fra samfundet, som er syge, men at vi alle er, og endog at vores fælles kultur og samvær som mennesker på forskellige niveauer spiller en afgørende rolle for vores patologier. Freud selv skriver i Kulturens byrde, at ikke kun individet men ”også samfundet danner sig et Over-Jeg, under hvis indflydelse kulturudviklingen gennemføres” (1999: 91). Man kan sige, at patologier og symptomer allerede farer rundt omkring os, at de ikke blot tilhører det analytiske rum, men findes i hverdagslivet, det politiske liv, kulturen som sådan. Den vilde analyse benytter sig derfor af begreber (fx ”overjeg”, ”neurose”, ”drift”) og indsigter fra den kliniske psykoanalyse og anvender disse på kulturen.

Den vilde analytiker lægger populært sagt samfundet på briksen. Eller stiller briksen ud i samfundet. Og det giver en ny rolle til analytikeren. Analytikeren må stadig låne et øre til alt det, der ellers ikke lader sig høre, og her trækker den vilde analytiker på hele psykoanalysens katalog af teknikker og metoder til at lade det ubevidste høre. Men den vilde analytiker må tage flere chancer, dvs. provokere nogle af de symptomer, der flakker rundt. Analytikeren må ikke bare have ører, men også albuer, man kan stikke ind i siden på kulturen.

Analyse, fortolkning, intervention

Den vilde analyses albue i siden er snarere en intervention end en analyse. Strengt taget er det kun i det analytiske rum, at man analyserer – eller rettere, at analysanden (dvs. patienten) analyserer. En analyse består af analysandens frie associationer og den gentagende kredsen om det, der plager.

På den måde kan vi først og fremmest skelne mellem analyse og fortolkning. Når man læser en tekst, en film eller reklame psykoanalytisk, må man få ”teksten” i tale, men man er også nødt til selv at foretage en beslutning. I det analytiske arbejde, hvor analysanden ligger på briksen, er spørgsmålet om vedkommendes diagnose (om han/hun fx er neurotisk eller pervers) egentlig blot en arbejdshypotese og behøver ikke at blive formuleret for den pågældende patient. Men i læsningen af kulturen, der ikke selv svarer igen, bliver analytikeren alligevel nødt til at melde ud og dermed lægge sig fast på en fortolkning.

Alligevel handler fortolkningen ikke om ”positivistisk” at fastslå eller henregne fænomener til forskellige på forhånd definerede kasser. Psykoanalysens begreber er ikke skabt til at fungere på symptomernes niveau i betydningen iagttagelige fænomener, der kan klassificeres. De er skabt til at fungere på subjektets niveau, dvs. de er skabt til at generere tænkning om måder, hvorpå vi som subjekter forholder og ikke forholder os til os selv (og til den Anden). Man kan eksempelvis heller ikke diagnosticere nogen med Kierkegaards begreber om æstetikeren/etikeren/den religiøse, men man kan aftegne fundamentale eksistentielle (religiøse, kulturelle, politiske) problematikker med dem. Det er, hvad psykoanalysen gør.

Den vilde analyse har dog et gear mere end ”blot” analysen og fortolkningen, nemlig interventionen. Den vilde analyse intervenerer, dvs. kommer imellem med en fortolkning, der er for hurtig, nogle gange for grov, nogle gange alt for kompliceret. Lacan siger eksempelvis, at en fortolkning, hvis effekter er forstået, ikke er en psykoanalytisk fortolkning (1966a: 13). Hvad Lacan har fat i her, vil vi imidlertid kalde en intervention snarere end en fortolkning. Én ting er analysandens analyse, som ved talens kredsen om det, der plager, lindrer symptomet. Noget andet er en psykoanalytisk fortolkning, som kan være velunderbygget, lang og omstændig. Noget tredje er en intervention.

En intervention kan være at pege på noget, som forholder sig omvendt af, hvad man troede, eller ikke umiddelbart lader sig formulere som positiv viden, men som et knudepunkt for begæret. Hvilke former for begær er der på spil i cykelløb, elæringsplatforme eller Dronningens nytårstale? Den vilde analyse forsøger ikke at beskrive, hvordan vores begær ”naturligt fungerer”. Begæret er et problem; vi fødes ikke med en tjekliste over, hvad vi skal begære. Begæret er noget, der læres eller skabes: ”menneskets begær er den Andens begær”, som Lacan siger det (1966b: 815). Begæret efter et par sko er således ikke bare et spørgsmål om personlig smag og præferencer, men et problem, der involverer hele begærets produktionsapparat, inklusive kulturelle forestillinger om sko, reklamernes fantasiverden, kapitalismens produktion af merværdi, kønnets logikker, Ødipuskomplekset i internettets tidsalder osv. osv. Det er muligt, at jeg begærer et par sko, men hvad jeg ikke ved er, hvorfor jeg gør det – eller man kunne sige, at her er en viden, jeg ikke vil være af. Den vilde analyse intervenerer i den ubevidste viden eller ramme, der oppebærer mange af vores sociale praksisser. Den vilde analyse kan naturligvis ikke svare direkte på spørgsmålet om, hvorfor vi begærer sko, men den kan omvendt overhovedet stille spørgsmålet så fokuseret, at analysen bliver uomgængelig.

Nogle gange må man som nævnt være for grov, for generaliserende, ”for meget” i den vilde analyse, men netop for at fremprovokere et svar, et hysteri, en handling. Det handler ikke om at skabe sikker viden om, hvordan ting virker; det handler om at fremdrage de former og muligheder for subjektivitet, der ligger i et givent emne, felt, eksempel etc. Den vilde analyse er derfor ikke opbyggelig, men derimod konfliktuel. Den finder ofte nye brudflader og konflikter i et emne.

Den vilde analyses etik

Med hvilket formål laves den vilde analyse så? Hvad er den vilde analyses etik? Etikken, som vi påberåber os, er ikke helbredelsens etik eller velfærdens eller det gode livs. Det betyder også, at den vilde analyse er mere ”politisk” end Freuds oprindelige vision for psykoanalysen. Eller rettere: Det forholder sig med den vilde analyse, som den marxistiske filosof Louis Althusser engang sagde om konflikter og videnskabelig objektivitet (1993: 229): Imod den herskende ”neutrale” konsensus fremhæver den, at sandheden (og virkelighedens konflikter og antagonismer) kun kan komme frem ved, at man tager del i konflikterne.

Den vilde analytiker gør brug af (først og fremmest psykoanalytisk og marxistisk) teori, ikke bare for at afdække de vanskeligheder, som mennesket står i, men også for at tage del i dem, være partisk. Den vilde analyse er en del af det politiske felt, og den arbejder også gennem politiske begreber som fx Alain Badious ”begivenhed”, Slavoj Žižeks ”det reelle” osv. Målet er, som den slovenske filosof Alenka Zupančič beskriver det, ikke neutralitet, men objektivitet: “Kriteriet for objektivitet … er derfor ikke neutralitet, men teoriens evne til at indtage et singulært og specifikt synspunkt indenfor situationen. I den forstand er objektivitet forbundet med evnen til at være ’partisk’, ’tage parti’ og være ’partisan’.” (2019: 20).

Én ting er neutralt at afdække, hvordan tingene er og fungerer, som den positivistiske videnskab gør det, noget andet er at undersøge sprækkerne, dér hvor subjektet eller samfundet slår revner. Det sidste kan netop kun gøres objektivt ved at placere sin undersøgelse der, hvor problematikken er. Man kan ikke undersøge det ubevidste, hvis man forsøger at tildele det en plads inden for bevidsthedens nogenlunde kontrollable processer. Man kan ikke undersøge seksualitet, hvis man forsøger at tildele den en plads i en orden, der går op (seksualitet er, som Zupančič udlægger det, en ontologisk skandale). Man kan ikke undersøge politik, hvis man tænker det som en pragmatisk fordeling af goder, og ikke som spørgsmålet om, hvem der overhovedet tæller med i samfundet, og hvordan samfundet ideologisk er skruet sammen.

Men hvorfor egentlig ikke lave opbyggelige undersøgelser, kunne man måske alligevel indvende. Der er masser ting, vi mangler svar på, og vi har mere end nogensinde før brug for politiske anvisninger og anbefalinger. Til det må man svare, at den vilde analyses etik hviler på en antagelse om, at vores største problem i dag ikke er, at vi mangler svar, men derimod at vi sidder fast i de forkerte spørgsmål. Vi er på sin vis mere frie end nogensinde før. Ikke desto mindre synes vi fastlåste i bestemte handlemønstre. Offentligheden gentager sig selv i den ene ikke-frugtbare debat efter den anden (fx om kønsneutrale trafiklys eller om der egentlig findes racisme i Danmark). Den vilde analytikers opgave er ikke at deltage i debatten, men at intervenere i den: sprænge den indefra, vende den på hovedet, så nye brudflader opstår. Problemet i dag er således ikke manglende frihed, men derimod vores manglende evne til at artikulere vores egen ufrihed.

Det synes passende her at låne en gammel joke fra Žižek om en tysk arbejder under det daværende DDR, som får et job i Sibirien (2002: 1-2). Arbejderen er klar over, at hans post fremover vil blive gennemlæst for censur, så han siger til sine kammerater: ”Lad os etablere en kode: Hvis I får et brev fra mig skrevet med almindeligt blåt blæk, er det sandt, hvad jeg skriver. Hvis det er skrevet med rødt blæk, er det usandt”. Efter en måned får hans venner et brev skrevet med blåt blæk, hvor der står: ”Alt er vidunderligt her: Butikkerne er fulde med varer, maden er overdådig, lejlighederne er store og opvarmede på tilpas vis, biograferne viser film fra Vesten og der er mange smukke piger – det eneste, du ikke kan få, er rødt blæk”.

Litteratur

Althusser, Louis (1993): “Sur Marx et Freud” i Écrits sur la psychanalyse. Paris: STOCK/IMEC

Freud, Sigmund (1912): ”Concerning wild psychoanalysis” i Selected Papers on Hysteria and Other Psychoneuroses. Oversat af A. A. Brill. New York: The Journal of Nervous and Mental Disease: side 201-206

Freud, Sigmund (1999 [1930]): Kulturens byrde. Oversat af Conrad Raun. København: Hans Reitzels Forlag

Lacan, Jacques (1966a): “Réponse à des étudiants en philosophie sur l’objet de la psychanalyse«, i: Cahiers pour l’analyse 3.1, s. 5-13.

Lacan, Jacques (1966b [2006]). Écrits. New York: Norton. 

Zupančič, Alenka (2019): Hvad er sex?. Oversat af Søren Rosendal og Jakob Rosendal. København: Forlaget Mindspace.

Žižek, Slavoj (2002): Welcome to the Desert of the Real!. London: Verso

Hvis man vil læse mere om den vilde analyse, kan man med fordel se her:

Bjerre, Henrik Jøker og Brian Benjamin Hansen (2015): ”The Discourse of the Wild Analyst”, i Repeating Žižek. London: Duke University Press, s. 146-158.

Bjerre, Henrik Jøker (2007): ”Partisanlæsning – et forsvar for Žižeks vilde analyse”, i Drift, vol. 7, nr 1-2: s. 61-74.

Ruby, Anders og Brian Benjamin Hansen (2014): ”Pseudonymitet, anonymitet og kollektivitet: Center for Vild Analyses forsøg med uvæsentliggørelse af afsenderidentiteten” i Sakprosa, vol. 6, nr. 2.

Bjerre, Henrik Jøker, Brian Benjamin Hansen, Kirsten Hyldgaard, Jakob Rosendal og Lilian Munk Rösing (2020): Analyzing the Cultural Unconscious – Science of the Signifier, London og New York: Bloomsbury.